Dansk bueskytte World Cup-triumferede i Mexico: 'De gik bare helt amok'

Mathias Fullerton vandt karrierens første guldmedalje i compound ved World Cup-finalen i Mexico.

- Det var en crazy oplevelse.

Så kort kan det beskrives fra danske Mathias Fullerton, der er hjemvendt fra Hermosillo i Mexico med karrierens hidtil største triumf.

Den 20-årige bueskytte havde buen skarptladt, da han i den afgørende shoot-off slog indiske Prathamesh Samadhan Jawkar og vandt guld i World Cup-finalen i herrernes compound.

Sejren kom dog først i hus efter en hæsblæsende afslutning.

- Til sidst i finalen var det bare tættest på midten. Det hele blev ligesom kogt ned til én pil. Det er nervepirrende og ikke altid super rart.

- Bueskydning er jo en sport, hvor man skal være helt cool og stå stille, men når adrenalinen kommer, så begynder det hele at ryste lidt, og man kommer til at overtænke. Og det er ikke godt i vores sport. Men jeg forsøgte bare at tænke på pilen, og det gik heldigvis godt, siger Mathias Fullerton til DR Sporten.

Kulturchok i Mexico

Hvis det ikke er stort nok i sig selv at vinde World Cup-finalen, er det faktisk også Fullertons første individuelle medalje i danskerens korte professionelle karriere.

Og det gør sejren lidt mere sød for den 20-årige skytte.

- Det er en af sportens største turneringer, så at vinde den som min debutsejr er ret sindssygt. Jeg har altid været tæt på podiet og er endt på fjerdepladsen ved en del stævner, så at komme helt på toppen nu er helt vildt fedt, siger Mathias Fullerton.

Der ventede også et mindre kulturchok for Fullerton, efter han havde været på podiet i Mexico.

- Da jeg gik af scenen efter medaljeceremonien, stod der bare flere hundrede mennesker rundt om mig og ville have taget billeder. Det var helt vildt. Det er ikke lige noget, man er vant til. I Europa er folk ofte lidt mere ligeglade, men i Mexico går de bare helt amok. Det giver en helt anden oplevelse.

Det er heller ikke gået hverken skytteentusiaster eller sponsorers næse forbi, at Danmark har fået en ny World Cup-vinder.

- Jeg steg jo nærmest med 1.000 følgere på Instagram bare på dagen, hvor jeg vandt i Mexico. Det har været helt vildt. Der var mange, der skrev til mig, og det har også allerede kastet flere sponsortilbud af sig, hvilket er meget vigtigt, siger Mathias Fullerton.

Mathias Fullerton på podiet. Her poserer han med indiske Prathamesh Samadhan Jawkar og hollandske Mike Schloesser, der blev nummer to og tre. (© Dean Alberga / World Archery)

Præmiepenge er afgørende

Men det er ikke kun guldmedalje, hæder og følgere på sociale medier, der luner for den unge bueskytter.

Som vinder af World Cup-finalen scorede Mathias Fullerton nemlig en heftig sum på godt 350.000 kroner i præmiepenge og diverse bonusser, og de penge er faldet på et tørt sted, fortæller Mathias Fullerton, der blev student sidste sommer.

- Jeg er jo fortsat ret ny som professionel, så det hjælper selvfølgelig rigtig meget, at økonomien kommer lidt med. Det danske bueskydningsforbund (Bueskydning Danmark, red.) har mistet al støtten, så jeg bruger også rimelig mange penge på rejser, når jeg skal til konkurrencer. Præmiepengene skulle gerne holde længe for mig, siger bueskytten.

Det er nemlig ikke omkostningsfrit at rejse jorden rundt til konkurrence.

Den seneste sæson har foruden turen til Mexico budt på turneringer i blandt andet Kina, Colombia og USA.

- Lige nu lever jeg jo det liv, jeg har drømt om så længe. Jeg prøver bare at træne en masse, vinde nogle turneringer, og så vil jeg se, om det kan hænge sammen økonomisk i løbet af de næste par år. Jeg rejser rundt i hele verden, og det er bare rigtig fedt. Det er drømmen, siger Mathias Fullerton