Dansk enerkajak OL-klar på yderste mandat

Jimmy Bøjesen er OL-klar i ener-kajak, mens brødrene Lasse og Casper Nielsen til gengæld gik glip af billetterne til London.

Ronald Rauhe fra Tyskland sikrede sig bronze på K1 200 meter. Men da han senere kvalificerede sig til OL i toer-kajak, gik billetten til London i stedet til danske Jimmy Bøjesen. (Foto: Tamas Kovacs © Scanpix)

Der var både skuffelse og glæde i den danske lejr ved kajak-VM i Ungarn.

Jimmy Bøjesen gjorde sig nemlig OL-klar i ener-kajak, mens brødrene Lasse og Casper Nielsen til gengæld gik glip af billetterne til London. Brødrene blev nummer otte i K2 200 meter-finalen - hvor de bedste seks kvalificerede sig til OL.

Jimmy Bøjesen blev blot nummer ni i sin finale på 200 meter, men da en tysk båd med Ronald Rauhe og Jonas Ems senere sikrede sig OL-adgang ved at blive nummer fem i K2-finalen, fik Rauhe ikke brug for sin billet fra K1-finalen, og den kunne Jimmy Bøjesen så overtage.

Kan gå hele vejen ved OL

Jimmy Bøjesen flyttede i starten af året fra Holstebro til København med det mål at slå Kasper Bleibach af pinden som Danmarks bedste på 200 meter-distancen. Og det er lykkedes. Men han ville gerne have kvalificeret sig til OL uden tysk hjælp:

- Jeg har lidt svært ved at nyde det lige nu. Jeg ville gerne have kvalificeret mig på en anden måde. Og jeg ville gerne have haft, at brødrene var med, siger Jimmy Bøjesen til DR Sporten.

- OL er den store drøm. Men lige nu har jeg svært ved at nyde det. Det kan godt være, det bliver nemmere, men jeg synes ikke, det er så fedt lige nu.

Han tror meget på egne evner og forventer, at han kan dyste med om medaljer i London næste år:

- Jeg tror, det kan række hele vejen. Det kan lige så godt være mig, der står på skamlen næste år. Jeg har udviklet mig rigtigt meget på det seneste år, så hvis jeg kan fortsætte udviklingen, kan jeg stå øverst på den skammel, siger det 19-årige talent.

Lasse og Casper Nielsen kan i øvrigt stadig nå at kvalificere sig til OL - ved EM i Tyskland i maj måned næste år.

Facebook
Twitter