Dansk formand udvandrer fra OL-topmøde efter video med 'upassende propaganda' fra Rusland

Hans Natorp udvandrede i Seoul efter et russisk oplæg, der gjorde ham utilpas.

Hans Natorp har i flere dage været kritisk over for den russiske deltagelse på en generalforsamling for sammenslutningen af olympiske komitéer. (Foto: © Martin Sylvest, Ritzau Scanpix)

Danmarks Idrætsforbunds formand, Hans Natorp, har igen markeret sig på en generalforsamling for sammenslutningen af olympiske komitéer (ANOC) i Sydkorea.

Onsdag kritiserede han Rusland og Hvideruslands tilstedeværelse på forsamlingen. Og torsdag er han udvandret fra et møde efter et russisk oplæg.

Formanden for sammenslutningens kultur- og uddannelseskomité, russeren Stanislav Pozdnyakov, viste en video med flere aktiviteter i Rusland. Den fik Hans Natorp til at forlade lokalet sammen med to andre repræsentanter fra DIF.

- Jeg havde egentlig besluttet, at nu ville jeg høre, hvad han havde at sige.

- Når han sidder som formand for kommissionen, er han der i tjeneste for os alle og ikke som repræsentant for den russiske olympiske komité. Men indlægget startede med en video, som for mig at se var en propagandavideo, der var brandet som den russiske olympiske komité, i de russiske farver og med events, der var foregået i Rusland.

- Da jeg så det, besluttede jeg, at det havde jeg ikke behov for at se. Jeg synes faktisk, det var decideret ubehageligt, så jeg forlod salen, siger Hans Natorp til DR Sporten.

Stanislav Pozdnyakov viste en video, som ifølge DIF-formanden Hans Natorp, var russisk propaganda. (Foto: © Shamil Zhumatov, Ritzau Scanpix)

Ifølge Inside the Games indeholdt videoen to begivenheder, der er foregået, efter at Rusland invaderede Ukraine i februar.

Natorp havde allerede inden generalforsamlingen i Seoul indikeret, at han muligvis ville udvandre, hvis repræsentanter fra Rusland eller Hviderusland fik taletid.

- Nu kom vi så til orde i går, og så stod vores pointe meget bedre. Vi er der ikke for at lave aktivisme, men for at starte en anden demokratisk proces, siger Hans Natorp.

- Men når jeg så sidder i salen og oplever, at den taletid, der er givet til formanden for en komité, bliver misbrugt på den måde, synes jeg, at det er så malplaceret, at det har jeg ikke behov for at overvære, siger han.

Efter onsdagens kritiske bemærkning skød præsidenten for Den Internationale Olympiske Komité (IOC), tyskeren Thomas Bach, tilbage mod Natorp og bad Danmark "reflektere over sin rolle i den olympiske bevægelse".

Bach understregede også, at Danmark er en del af et mindretal, der ønsker Rusland og Hviderusland udelukket fra møder i olympisk sammenhæng.

Henrik Liniger, som er kommentator hos DR Sporten, kalder det 'fuldstændig bizart', at Thomas Bach overhovedet tillader Rusland at vise en video propagandistisk karakter.

- Men det er ofte den situation IOC ender i, fordi de står fast på, at sport og politik ikke skal blandes sammen. Og det er der så nogle nationer, i det her tilfælde Rusland, som udnytter til faktisk at føre politik gennem deres tilstedeværelse.

- Det ligger dybt i den olympiske bevægelse, at man er upolitisk. Og der er historien jo så fuld af eksempler på, at det er et ideal, som er umuligt at leve op til, siger Henrik Liniger.

Han regner dog ikke, at Thomas Bachs skarpe ord mod Hans Natorp vil få nogle konsekvenser for Danmarks tilstedeværelse i IOC på længere sigt. Ej heller skal Ruslands præsentation af den omtalte video frygte et efterspil.

- Egentlig tror jeg, at IOC helst bare vil sige 'nå, lad os komme videre herfra', siger Henrik Liniger.

IOC anbefaler, at atleter fra Rusland og Hviderusland bliver udelukket fra konkurrencer. Men anbefalingen gælder altså ikke for landenes idrætspolitikere.