Hvorvidt russiske og belarusiske atleter får lov at deltage ved OL i Paris i 2024 er fortsat et ubesvaret spørgsmål.
Situationen er "kompleks" og en beslutning vil blive truffet på et passende tidspunkt, lød meldingen tirsdag fra præsidenten for Den Internationale Olympiske Komité (IOC), Thomas Bach.
Til gengæld kunne IOC præsentere komitéens seneste retningslinjer, når det kommer til russiske og belarusiske atleter og internationale konkurrencer. Her lød anbefalingen, at individuelle, neutrale atleter fra Rusland og Belarus bør kunne deltage.
Det kræver dog, at atleterne opfylder en række betingelser, lyder det i anbefalingerne fra IOC.
Her fremgår det blandt andet, at hold bestående af atleter med russisk eller belarusisk pas bør udelukkes, og at de atleter, der støtter Ruslands krigsførelse, ligeledes bør udelukkes.
IOC lytter til kritikken
Formanden for Danmarks Idrætsforbund (DIF), Hans Natorp, er uenig i IOC's anbefaling om at neutrale, individuelle russere og belarusere bør kunne deltage i internationale konkurrencer og kvalifikationer frem mod OL.
Det vil ifølge Hans Natorp "skabe mistillid i samfundet til den olympiske bevægelse".
- Vi synes ikke, at russerne skal være der, og de skal på ingen måde deltage nu eller senere, så længe krigen kører, som den gør, siger Hans Natorp til DR Sporten.
- IOC ytrede for nogle måneder siden ambitioner om, at russiske atleter kunne deltage i kvalifikationen til OL i Paris. Det gjorde de ganske unuanceret ved at sige, at russiske atleter generelt kunne deltage. Den tilgang er de nu blevet mere nuanceret på.
Ifølge Hans Natorp er de seneste anbefalinger et udtryk for, at Thomas Bach og resten af den olympiske top er blevet mere lydhør over for den kritik, der er kommet fra en række lande, herunder Danmark, siden IOC tilbage i december åbnede døren på klem for russiske og belarussiske atleter.
- Det er et tegn på, at IOC lytter til, hvad vi siger i Europa. Det ændrer dog ikke på Danmark og Nordens standpunkt om, at vi slet ikke skal ned ad den sti nu, siger Hans Natorp.
Er du overrasket over, at IOC lader til at være mere lydhør over for kritikken?
- Ja, IOC har i hvert fald ikke været nuanceret i deres tilgang til det indtil nu.
- IOC’s udmelding afspejler, at de prøver at reflektere over, hvad vi siger i Europa i stedet for som hidtil at sige, at Europa tager fejl, og at det vil være diskriminerende at udelukke russiske atleter, siger Hans Natorp.
'Ingen sort-hvid tilgang'
Så sent som i går, mandag, tog Hans Natorp ordet på vegne af de nordiske lande, da de 206 nationale olympiske komitéer var samlet til et online møde. Her gjorde han det klart, at man fra nordisk side ser situationen som uforandret siden februar sidste år, hvor atleterne fra de to krigsførende lande blev udelukket.
Derudover delte han sine bekymringer om, hvad en russisk og belarusisk retur til international eliteidræt kan medføre.
- Jeg sagde, at diskussionen om russisk deltagelse ved OL i Paris ville rejse en stemning blandt Europas befolkninger og regeringer imod den olympiske bevægelse, og det ville være meget skadeligt og potentielt koste opbakning til de europæiske olympiske komitéer, siger Hans Natorp.
I hele forløbet har IOC, ifølge Hans Natorp, haft en manglende forståelse for det nordlige synspunkt, at IOC lever af den folkelige opbakning, og at denne kan sættes over styr, hvis de russiske og belarusiske atleter vender tilbage.
- Jeg synes at kunne læse på IOC’s udmeldinger i dag, at de er kommet et lille stykke ad vejen og er mere reflekterede og nuancerede.
- Altså når de insisterer på at undersøge muligheden for russiske og belarusiske atleters tilbagevenden, er det ikke med en sort-hvid tilgang, siger DIF-formanden.
DIF har tidligere gjort det klart, at der ikke bliver tale om en dansk boykot, skulle russerne dukke op til OL i Paris i 2024.