Dansk sejler vinder VM for femte gang

Den danske sejler Claus Høj Jensen har vundet VM for H-både. Det er hans femte VM-triumf.

Verdensmestrene Claus Høj Jensen, Frederik Dahl Hansen og Jacob Guhle ombord på ’Good speed’. (Foto: Anja Dahl Jensen © Anja Dahl Jensen)

Det var Dannebrog, der vejede højest, da VM for H-både i dag fik sin afgørelse ved Gardasøen i Italien.

Danske Claus Høj Jensen i båden ’Good speed’ forsvarede nemlig sin føring og kom i mål til samlet sejr. Det er Høj Jensens femte VM-triumf og hans tredje i træk.

Med sig i sejlbåden havde han gasterne Frederik Dahl Hansen og Jacob Guhle.

Svære forhold på Gardasøen

- Konkurrencen har været hård med masser af dygtige sejlere fra nær og fjern. Vind- og vejrforholdene har også været krævende, eftersom Gardasøen har drilske, termiske vindforhold på grund af de omkringliggende bjerge, siger Claus Høj Jensen.

- Jeg har en gang tidligere sejlet på Gardasøen i Yngling, så jeg vidste på forhånd, at der ventede specielle forhold. Derfor er vi også superglade og stolte over, at vi kunne holde ’førertrøjen’ hele vejen i mål.

Claus Høj Jensen er til daglig sejlmager i Ølstykke, og han kan nu prale med at lave verdens hurtigste sejl.

En anden dansk båd med Claus Hougaard som skipper leverede også et flot resultat med en samlet tredjeplads. I alt deltog 15 danske både ved den italienske VM-sejlads.