Når man er blevet verdemester, skal der som regel knipses sejrsbilleder, festes til den lyse morgen og tages et velfortjent hvil.
Men efter den dansk-marokkanske kickbokser Youssef Assouik lørdag aften forsvarede sin VM-titel på hjemmebane i København, var der hverken meget tid til fejring eller at smide stængerne op og nyde sejren.
I stedet kastede den 27-årige kickbokser sit generhvervede VM-bælte i sportstasken og ilede mod hospitalet, hvor hans mangeårige ven og sparringspartner, Younes Sadi, lå indlagt.
Younes Sadi boksede nemlig selv en titelkamp lørdag kort inden Youssef Assouik, og her endte det ikke jublende lykkeligt. Tværtimod. Han tabte og måtte fragtes til hospitalet, da han fik en slem skade på skinnebenet.
Og selvom det selvfølgelig er en del af sporten, rørte vennens skade Youssef Assouik, og han valgte derfor at dedikere sin VM-titel til ham.
- Han betyder alt for mig. Jeg har faktisk først lige sovet nu, fordi jeg siden min kamp har været med ham på hospitalet. Så det er næsten 30 timer, jeg ikke sov. Jeg vil gøre alt for ham, siger Youssef Assouik.
Den 27-årige kickbokser, der i juli også vandt en VM-titel i thai-boksning, modtog beskeden om sin vens skade, mens han sad i omklædningsrummet og forberedte sig til selv at skulle i ringen.
- Han kæmpede tre kampe før mig, så det var en trist nyhed, da jeg sad i omklædningsrummet. Det rørte mig, og jeg tænkte, at det her bælte skulle dedikeres til min ven, siger den danske kickbokser.
'Jeg får brug for ham'
Vennens skade blev dog også brugt konstruktivt.
For da Youssef Assouik først gik i ringen mod sin græske modstander, blev der gået aggressivt til værks, og kampen varede da heller ikke længe.
- Det er jo som et spil skak, og hvis man ser muligheden, handler det om at slå modstanderen ud. Og det gjorde jeg så. For at være helt ærlig ved jeg ikke, hvor lang tid det tog, men nogen siger, at det tog 35 sekunder, siger han.
Med et knæ til leveren sendte Youssef Assouik sin græske modstander til tælling i første runde, dommeren stoppede kampen, og VM-titlen var i hus.
At få lov til at løfte bæltet igen var "en fantastisk følelse", fortæller den danske kickbokser, der da også gerne vil sende en tak til alle dem, der støtter ham.
De betyder alle meget, fortæller Youssef Assouik, men lige præics Younes Sadis støtte er uundværlig.
- Jeg får brug for ham igen, for jeg har en meget vigtig kamp i december, hvor jeg muligvis skal kæmpe om et nyt VM-bælte, siger Youssef Assouik.
- Så lige nu håber jeg bare, at han kommer stærkere tilbage.
Først skal Younes Sadi dog komme sig over sin skade, og det vil Youssef Assouik gøre alt, hvad han kan for at hjælpe med.
- Bæltet ligger ude ved ham, og så skal han bare have noget god mad, for det har været hårdt op til kampen. Jeg køber nok noget sødt til ham, så han kan slappe af, og så skal han ikke føle sig alene, siger den danske verdensmester.