Dansk verdensmester i fridykning

Danmark fik i weekenden sin første verdensmester i fridykning. Stig Åvall Severinsen sikrede sig guldet i Schweiz ved det første VM i fridykning.

Stig Åvall Severinsen var helt suveræn ved VM i Schweiz. (Foto: Casper Tybjerg © Casper Tybjerg)

Danmark fik i weekenden den første verdensmester i fridykning.

Stig Åvall Severinsen, der blandt andet er kendt fra DR-dokumentarrækken 'Drømmen om Dybet', sikrede sig guldet i Schweiz ved det første VM i fridykning.

Han kvalificerede sig som eneste herre i alle tre finaler og skriver sig altså ind i historien som den første verdensmester.

I disciplinen 'dynamisk uden finner' lavede danskeren et fantomdyk på hele 165 meter. Han kom 31 meter længere end sin nærmeste konkurrent.

I samme disciplin med finner fik han en andenplads på 202 meter.

Flere andre danskere var også med ved VM. Henning Larsen markede sig med et dyk på 165 meter i dynamisk med finner. Det rakte til en femteplads.

Facts om VM i fridykning

Verdensmesterskabet blev afholdt i pool i følgende tre discipliner:

- Dynamisk med finner (horisontal længdesvømning under vand på ét åndedrag) - Dynamisk uden finner (horisontal længdesvømning under vand på ét åndedrag) - Statisk (stilleliggende vejrhold under vand)

Facebook
Twitter