Danske stjerner og mulige verdensrekorder: Her er syv atleter, du skal holde øje med til DM-ugen

Der bliver jagtet både danmarksrekorder og verdensrekorder ved DM-ugen i Aalborg.

DM-ugen begynder officielt torsdag og slutter søndag. (Foto: Grafik: Diede Linnet Van De Mosselaar)

Nogle af landets fremmeste atleter drager i denne uge mod nord for at konkurrere.

Der er nemlig sport til den store guldmedalje fra torsdag til søndag, når Aalborg er værtsby for den første udgave af DM-ugen, hvor der skal findes danske mestre i mere end 50 forskellige discipliner.

DR Sporten har talt med landstrænere på tværs af forskellige sportsgrene, som har udpeget fire af de største profiler og tre af de største talenter, der skal i aktion i Aalborg.

Lad os først kigge på fire af de største profiler:

Amalie Dideriksen, landevejscykling

Amalie Dideriksen (Foto: Claus Fisker © Ritzau Scanpix)

Amalie Dideriksen er forsvarende danmarksmester i linjeløb på landevejscyklen, og hun er tidligere verdensmester i samme disciplin.

Hun er derfor med til at kaste stjernestøv over kvindernes løb søndag, og hun er igen i år blandt favoritterne, siger landstræner Tayeb Braikia.

- Amalie Dideriksen har vist internationalt, at hun har en enormt god afslutning, og hun har virkelig næse for at sidde de rigtige steder, siger han.

Der køres linjeløb for både mænd og kvinder søndag mellem 10 og 17.

Ida Karstoft, 200 meter

Ida Karstoft (Foto: Stian Lysberg Solum © Ritzau Scanpix)

Det går hurtigere og hurtigere for Ida Karstoft, der i år har sat danmarksrekord flere gange og tilmed vundet et stævne i den præstigefyldte Diamond League-serie tidligere på måneden.

Derfor er der naturligvis også store forventninger til DM, siger sprintlandstræner Mikkel Larsen.

- Hun løber helt afsindigt hurtigt. Det er helt oppe på øverste, internationale hylde, det der sker i øjeblikket.

- Det er en stjerne, vi får at se. Hun er direkte kvalificeret til VM i midten af juli. Det er ret unikt, at vi har en dansk sprinter, der kan det.

Der løbes finale i kvindernes 200 meter søndag mellem klokken 17.45, og du kan se med direkte på DR1.

Daniel Wagner, længdespring

Daniel Wagner (Foto: Athit Perawongmetha © Ritzau Scanpix)

Skal vi have en verdensrekord i Aalborg?

Ja, så kan den meget vel komme fra den bemamputerede længdespringer Daniel Wagner, der for første gang stiller op til DM for raskatleter.

En finaleplads er realistisk, men Daniel Wagner vil også jagte en para-verdensrekord i klassifikationen T63, fortæller springlandstræner Lars Nielsen.

- Jeg tror, at det kan komme til at ske. Han er i form til det. DM bliver Daniels fjerde stævne i denne sæson, og erfaringerne siger, at du lige skal have et par tilløb, før du rammer topniveauet.

Du kan se finalen i herrernes længdespring på DR2 fredag klokken 19.48.

Per Laursen, dart

Per Laursen (Foto: PRIVATFOTO)

Den ikoniske dartspiller Per Laursen er klar til at kaste pile i Aalborg, når han jagter sin sjette, individuelle DM-titel.

Godt nok vurderer landstræner Søren Byø ikke, at den 56-årige østjyde er i sit livs bedste form i øjeblikket, men derfor er der alligevel flere gode grunde til at skæve mod dartskiven.

- Hvis du vil se en dansk dartstjerne i aktion, er det helt klart Per Laursen, du skal komme ned for at se.

- Han er nok en af de spillere, der har haft størst betydning for dansk dart gennem tiderne, siger han.

Herrernes dartfinale begynder lørdag klokken 20.15.

Herunder kan du blive klogere på tre atleter, der kan ende med at blive morgendagens stjerner i dansk idræt:

Katrine Koch Jacobsen, hammerkast

Kathrine Koch Jacobsen (Foto: Christian Jørn (Dansk Atletik))

Siden 2018 har 22-årige Katrine Koch Jacobsen forbedret sin personlige rekord med imponerende 30 meter, og i år er hun blandt verdens ti bedste hammerkastere.

Og hvis du var i tvivl, er det meget imponerende, siger den danske kastelandstræner, Carsten Bomme.

- Det er ikke for meget at sige, at hun er en af fremtidens stjerner i dansk atletik.

- Hendes form er rigtig god, selvom vi har ændret en lille smule i vores planer, efter hun kvalificerede sig direkte til VM. Men det er ikke noget, der gør, at hun ikke kommer til at kaste langt til DM.

Kvindernes hammerkastfinale begynder lørdag klokken 16.40.

Camille Rasmussen, idrætsgymnastik

Camille Rasmussen (Foto: GymDanmark)

Med sine kun 17 år er Camille Rasmussen et stort talent, men hun er også et etableret navn i dansk idrætsgymnastik, hvor hun de seneste to år er blevet dansk mester på seniorniveau.

Tidligere på året vandt hun sølv ved en World Cup-afdeling, og der er derfor ingen tvivl om, at hun er værd at holde øje med i Aalborg, fortæller Michele Blomsterberg, der er disciplinkaptajn for idrætsgymnastik i Danmark.

- I Danmark er hun helt sikkert den bedste idrætsgymnast på tværs af køn. Hun er sportens stjerne, siger hun.

Der er finaler i idrætsgymnastik for både mænd og kvinder søndag mellem klokken 11 og 16.

Alexander Aslak Nørgaard, svømning

Alexander Aslak. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Skal du se en af morgendagens stjerner i Aalborg, kan du også godt sætte et kryds ud for navnet Alexander Aslak Nørgaard.

Trods sine kun 22 år har han allerede svømmet med i en VM-finale. Der er derfor massevis af håb for fremtiden, siger svømmelandstræner Stefan Hansen.

- Han har potentialet til at blive enormt god.

- Og han er helt klart en af de bedste, danske herresvømmere, der har været i mange år. Så der er god grund til at komme ud for at kigge.

Torsdag sender DRTV svømning mellem klokken 18 og 20, mens du fredag kan se svømning fra 17.55 til 20 på DRTV.

Lørdag kan du se svømmefinaler mellem 16.50 og 17.08 på DR1, mens der også er mulighed for at se svømning på DRTV mellem 16.45 og 17.45 lørdag. Søndag kan du se svømning fra klokken 16.40 til 17.50 på DRTV.

DR sender direkte fra DM-ugen på DR1, DR2 og DRTV fra torsdag til søndag.