Dansker genvinder EM i parataekwondo

Lisa Kjær Gjessing forsvarede sin EM-titel i parataekwondo, der kommer på PL-programmet.

Lisa Kjær Gjessing vandt EM-finalen, der blev stoppet i anden omgang, med 13-1. (© Risskov Taekwondo/Dansk Handicap Idræts-Forbund)

Ingen kan i øjeblikket følge med Lis Kjær Gjessing, når det gælder parataekwondo. Den 36-årige dansker fra Risskov Taekwondoklub har nemlig genvundet europamesterskabet, så hun stadigvæk er både europa- og verdensmester. Det skriver Dansk Handicap Idræts-Forbund.

Lisa Kjær Gjessings styrke var især tydelig i finalen, hvor hun mødte en russisk kæmper. Ved stillingen 13-1 blev kampen nemlig stoppet i anden runde.

Det flotte resultat bringer Lisa Kjær Gjessing op på 16 sejre i lige så mange kampe.

Kommer på det paralympiske program

Sejrsrækken har ført to verdensmesterskaber (2013 og 2014) og to europamesterskaber (2013 og 2015) med sig, og det skyldes især hendes fortid som taekwondokæmper.

Lisa Kjær Gjessing har nemlig kæmpet i mere end 20 år, inden hun indstillede karrieren af hensyn til familien for ti år siden. I 2012 blev hun ramt af kræft og fik amputeret den venstre arm under albuen, og det er derfor, at hun nu stiller op som parakæmper med masser af erfaring trods kun 16 kampe.

Hvis Lisa Kjær Gjessing holder gang i parakarrieren, til hun bliver 41 år, så kan hun glæde sig til at stille op ved de Paralympiske Lege i Tokyo. Her bliver parataekwondo nemlig en del af programmet.

Lisa Kjær Gjessing har vundet alle sine 16 para-kampe. (© Risskov Taekwondo/Dansk Handicap Idræts-Forbund)
Facebook
Twitter