De ti største øjeblikke ved OL

Hvad var det største øjeblik under OL i Beijing? Vi giver dig her en top 10-liste, der bla. tæller fænomenerne Usain Bolt og Michael Phelps.

Usain Bolt løber over stregen i verdensrekordtid på 100 meteren i Beijing. (Foto: Olivier Morin © Scanpix)

Ritzaus Bureau har samlet nogle af de højdepunkter, som er blandt de mest mindeværdige fra OL i Beijing 2008.

1: Usain Bolt

Jamaicaneren vandt kongedisciplinen 100-meter-løb og kom med en verdensrekord på 9,69 sekunder som den første nogensinde under den magiske grænse på 9,70 sekunder. Rekorden kom endda i hus, selv om Bolt i sin sejrsrus de sidste 20 meter løb og bankede sig på brystet. Fire dage senere gjorde Bolt nogenlunde det samme på 200-meter-distancen, hvor det også blev til en ny verdensrekord, og dagen efter det tog han sammen med det jamaicanske 4x100-meter-hold guld i endnu en verdensrekordtid. Den jamaicanske triumf blev samtidig et symbol på USA's sprinternedtur med tabte stafetter hos både mænd og kvinder og Tyson Gay, der ikke formåede at kvalificere sig til 100-meter-finalen.

2: Michael Phelps

Den amerikanske svømmer Michael Phelps stillede i Beijing op til otte forskellige svømmekonkurrencer og havde dermed mulighed for at slå svømmeren Mark Spitz' rekord med syv guldmedaljer fra 1972. Efter flere intense finaler og urimeligt tætte afgørelser lykkedes det for Phelps at vinde otte guldmedaljer. Han slog desuden et hav af verdensrekorder.

3: Liu Xiang

Hele Kina kiggede på og endte med at sidde forstummede tilbage, da mændene løb indledende heat i 110-meter-hækkeløb. Det ubetingede største sportsikon og kinesernes symbol på selve legene i Beijing, Liu Xiang, placerede sine forpinte fødder i startblokkene, men måtte efter en modstanders tyvstart hive nummeret af sin trøje og forlade banen med smerter i akillessenerne. Xiang blev i Athen 2004 den første kineser til at vinde en guldmedalje i atletik nogensinde, men endte på hjemmebane med at undskylde over for hele nationen.

4: 49er

Jonas Warrer og Martin Kirketerp i den danske 49er-båd vakte stor opsigt både i Danmark og internationalt, da de efter et drama med en knækket mast, en lånt kroatisk båd og til sidst to skrivebordsafgørelser i dansk favør sikrede sig det olympiske guld.

5: Kinas guldmedaljehøst

For første gang i OL's historie formåede Kina at overgå USA i antallet af guldmedaljer. Da landet tilbage i 2001 blev tildelt værtsskabet i Beijing, skød det med det samme et projekt i gang, der skulle styrke de kinesiske præstationer og dermed sikre Kina flest medaljer. USA vandt med 110 medaljer 10 mere end Kina, men værtslandet høstede til gengæld 15 guldmedaljer flere end USA.

6: Første indiske individuelle OL-guld

Trods et indbyggertal på over 1,1 milliard indbyggere er Indien langt fra Kina af lignende størrelse i landets jagt på OL-guld, og Indien måtte vente til 2008 med at hente den første individuelle OL-guldmedalje. Den 25-årige erhvervsmand Abhinav Bindra skød guldet hjem med sin luftriffel, og Bindras mål om at blive kendt i det asiatiske land, gik dermed i opfyldelse. Indien har tidligere vundet fire individuelle medaljer, men altså ikke af guld.

7: Ljudmila Blonska

Efter at have vundet sølv i kvinderens syvkamp blev Ljudmila Blonska spurgt, om hun med sin tidligere dopingdom havde nogen ret til at være med ved OL i Beijing. Blonskas tøvende svar viste sig at bunde i en sort samvittighed, da hun få dage senere blev sendt ud af OL med en positiv dopingprøve. Dermed kastede hun den uundgåelige dopingskygge ud over OL, der dog denne gang undgik de helt store skandaler.

8: Eskild Ebbesen

Med sejren til den danske guldfirer fik Eskild Ebbesen samtidig sin fjerde OL-medalje fra fire forskellige olympiske lege. Samtidig var det den tredje medalje af guld, og de to rekorder er af danskere kun overgået af Paul Elvstrøm. Han vandt guld fire gange i træk ved legene i 1948, 1952, 1956 og 1960.

9: Georgisk-russisk omfavnelse

Russiske Natalia Paderina og georgiske Nino Salukvadze, som vandt henholdsvis sølv og bronze i kvinderens 10-meter luftpistol, vakte opsigt under medaljeoverrækkelserne, da de demonstrativt omfavnede hinanden. Omfavnelsen skete nemlig på en dag, hvor Ruslands bomber begyndte at regne ned over Georgiens hovedstad Tbilisi i en strid om republikken Syd-Ossetien.

10: Lionel Messi

Den lille argentiner var inden OL symbolet på kampen mellem verdens store fodboldklubber og det internationale fodboldforbund, Fifa. Men FC Barcelona endte med at give efter, og Messi beviste med sin imponerende teknik og guld til Argentina, hvorfor fodboldturneringen kræver de største stjerner, hvis den skal beholde sin berettigelse i det olympiske program.

 

Facebook
Twitter