Den ikoniske DR-sportsjournalist Niels-Christiansen er død

Niels Christian Niels-Christiansen blev 91 år. Han arbejdede i 40 år som journalist i DR.

Arkiv: Den tidligere sportsjournalist og sportschef på DR Niels Christian Niels-Christiansen er død 91 år gammel :Arkiv Niels Christian Niels-Christiansen, sportsjournalist DR. (Foto: Karl Høver/Scanpix 2016) (Foto: Karl Høver © Scanpix)

En ikonisk stemme har forladt denne verden. Niels Christian Niels-Christiansen er i tirsdag død 91 år gammel.

Niels-Christiansen arbejdede i 40 år på Danmarks Radio, hvor han blev ansat i 1954.

I gennem et langt arbejdsliv i DR udmærkede Niels Christiansen sig ved sit virke på Sporten, hvor han kommenterede alt fra fodbold til kunstskøjteløb.

Niels-Christiansen havde blandt andet æren af at kommentere den første fodboldkamp i Tipslørdag, der blev vist i dansk TV. Det var kampen mellem Wolverhampton og Sunderland, som blev spillet den 29. november i 1969.

Mest kendt er Niels-Christiansen måske - i det mindste i den brede befolkning - for sine mange år som kommentator på 'Nytårsskihop' fra Garmisch-Partenkirchen.

Ville tilbage i 'marken'

I en lang årrække var Niels-Christiansen desuden Gunnar ’Nu’ Hansens nærmeste medarbejder.

Efter Gunnar ’Nu’ Hansens afgang som sportschef midt i 1970’erne overtog Niels-Christiansen jobbet. Men kun for en kortere periode. Niels-Christiansen ville hellere ud og kommentere, end at sidde bag et skrivebord.

Helt frem til sin pension i 1994 var Niels-Christiansen således aktiv i marken for DR Sporten. I klippet herunder kan man høre Niels-Christiansen kommentere ved OL i Barcelona i 1992. Roerne Arne Nilsson og Christian Wigø vandt sølv i 1000 meter kano.

Niels Christian Niels-Christiansen skal begraves fredag den 21. i Sorgenfri Kirke kl. 14, oplyser Danske Sportsjournalister.

Facebook
Twitter