Den Internationale Olympiske Komité smider fløjlshandskerne og går i kødet på Fifas VM-planer

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) er ikke imponeret over processen bag Fifas planer om VM hvert andet år.

Præsident Gianni Infantino og resten af Fifa kritiseres af Den Internationale Olympiske Komité. (Foto: Patrick Fort © Ritzau Scanpix)

Det er to titaner, der er på kollisionskurs.

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) er gået i flæsket på Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) planer om at afholde VM hvert andet år.

I en pressemeddelelse udsendt i weekenden skitserer IOC kritikken af Fifas forslag, som IOC mener vil skade både spillernes helbred, andre sportsgrene og ligestilling, og erklærer sig enig i hele baduljen.

- IOC deler disse bekymringer og støtter de forskellige interessenter i fodbolds opfordring til en bredere konsultationsproces, inklusiv udøvernes repræsentanter, som tydeligvis ikke har fundet sted, lyder det fra IOC.

Fifa selv har dedikeret et hjørne af sin hjemmeside til 'Future of Football' (Fodboldens fremtid, red.), som de kalder det, hvori forbundets planer skitseres og støttende stemmer kan komme til orde.

Her forsikrer Fifa-præsidenten, Gianni Infantino, at konsultationsprocessen er 'den mest inkluderende og grundigste, fodbold nogensinde har set', og Infantino har tidligere forsikret, at spillernes stemme vil blive hørt.

- Vi studerer kalenderen og rådfører os hos alle. Selvfølgelig først og fremmest med fodboldens hovedpersoner, spillerne og trænerne, sagde Infantino ifølge nyhedsbureauet Reuters i september.

Fifa-præsident Gianni Infantino kalder det den grundigste undersøgelse i fodboldens historie, der pågår om, der skal holdes VM hvert andet år. (Foto: CARLOS PARRA © Ritzau Scanpix)

IOC dropper den forsigtige retorik

Men hvorfor bekymrer IOC sig overhovedet om Fifas planer i så høj grad, at komiteen udsender en pressemeddelelse i skarpe vendinger, hvori forslaget om VM hvert andet år kritiseres?

Fordi, som IOC også påpeger, så vil det være skadeligt for andre sportsgrene og fodbold, vurderer Troels Bager Thøgersen, chefredaktør på Tipsbladet, og så kan det også ramme IOC's egen største indtægtskilde, OL.

- Planen med VM hvert andet år er så stort og åbenlyst et angreb på EM, OL og andre store sportsturneringer, et angreb som Fifa har foretaget uden at tage andre end egne lydstater og tjenere i ed, at selv IOC dropper den sædvanlige, forsigtige retorik og går til offentligt angreb på VM.

- Hvis det bliver indført, vil det suge ressourcer ud af sommer-OL i form af tv- og sponsorindtægter, ligesom det kan ramme EM hårdt. Derfor går IOC til modangreb, siger Troels Bager Thøgersen.

Men i realiteten kan Fifa være fløjtende ligeglade med, at deres forslag om VM hvert andet år bliver kritiseret, påpeger Troels Bager Thøgersen.

- Gianni Infantino og hans støtter kan indføre VM hvert andet år, hvis de lyster, så på den måde kan de være ganske ligeglade.

- Alligevel kan Fifa i sidste ende ikke sidde al kritikken overhørig. De er afhængig af at få tv-selskaber og sponsorer med på idéen, for ikke at tale om Europa, hvor alle de bedste spillere spiller, også dem fra Afrika, Asien og Sydamerika, siger Troels Bager Thøgersen.

Indtil videre har Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) været stærke kritikere af forslaget, hvilket Det Sydamerikanske Fodboldforbund (Conmebol) også har. Uefa har truet med at boykotte VM, hvis det afholdes hvert andet år.

Efter planen skal der tages stilling til Fifas forslag til december. Her skal Fifas 211 medlemsforbund stemme om forslaget.

FacebookTwitter