DIF foreslår whistleblower-ordning for atleter

Danmarks Idrætsforbund vil 'fange' uetiske ting i sportens verden.

DIF's direktør, Morten Mølholm Hansen, foreslår nu en etisk komité. (Foto: © Sarah Christine Nørgaard, Scanpix)

I fremtiden skal det være nemmere for atleter at få sagt fra, hvis de oplever grænseoverskridende adfærd på landshold eller i klubberne.

Derfor vil Danmarks Idrætsforbund på deres årsmøde lørdag den 4. maj foreslå, at der oprettes en etisk komité, der skal fungere som en whistleblower-ordning.

I praksis vil atleterne derfor få et sted, hvor de kan henvende sig anonymt og sikkert, hvis forslaget bliver stemt i gennem.

Forslaget fra Danmarks Idræts Forbund kommer blandt andet på baggrund af DR Sportens dokumentar: Svømmestjerner - under overfladen.

Det fortæller Morten Mølholm, direktør i Danmarks Idrætsforbund.

- Vi havde overvejet at gøre det i forvejen. Men i forbindelse med sagerne om spiseforstyrrelser kom frem, tænkte vi med det samme, at situationen var oplagt. Havde vi haft den etiske komité tidligere, så havde vi også haft et sted, hvor atleterne kunne være gået hen, da de her ting skete i svømmesporten, siger han.

Skal sikre etik

Samtidig understreger direktøren, at ordningen ikke er tænkt til at som en instans, der skal forhindre ulovligheder.

I stedet skal komitéen tage sig af de ting, der placerer sig mellem politik og lovovertrædelser, forklarer han.

- Der foregår ting, som der gør alle andre steder. Komitéen skal ikke tage sig af ulovlige ting, som disciplinærinstanser, matchfixingnævn og dopingnævn tager sig af. I stedet skal komitéen fange alle de ting, der er uetiske. Herefter er tanken, at den nye part skal kigge på sagerne og udtale kritik, siger han og fortsætter.

- Kritikken skal være offentligt, fordi det ofte betyder, at der bliver rettet ind efterfølgende.

Om forslaget bliver vedtaget afgøres på DIF’s årsmøde, som afholdes lørdag.