Død racerkørers familie bad løb fortsætte

Det legendariske Le Mans-løb fortsatte på anmodning fra afdøde Allan Simonsens pårørende.

Sikkerhedsfolk omkring Allan Simonsen racerbil efter ulykken. (Foto: Francois Navarro © Scanpix)

Til trods for den danske racerkører Allan Simonsens død fortsætter det legendariske Le Mans-løb for fuld drøn.  

Og det sker på anmodning fra hans pårørende, oplyser hans hold Aston Martin i en pressemeddelse.

- Efter specifik anmodning fra hans familie vil holdet fortsætte med at deltage i 24-timers Le Mans til Allans ære, skriver Aston Martin Racing Team.

Kørte formentlig over noget vådt

Den 34-årige danske racerkører forulykkede blot ni minutter efter løbets start klokken 15 lørdag, da han mistede kontrollen over sin bil.

Ifølge avisen Le Figaro gled Allan Simonsens bil efter at være kørt over noget vådt og hamrede med stor kraft ind i sikkerhedsbarrieren. 

Han blev hurtigt kørt på Le Mans særlige nødhospital, hvor han kort efter døde af sine kvæstelser. 

- Aston Martin Racing vil ikke komme med yderligere kommentarer indtil de nøjagtige omstændigheder omkring ulykken er fastlagt, skriver holdet. 

Løb på stand-by i en time

Løbet blev midlertidigt sat på standby i en time indtil sikkerhedsbarrieren var blevet repareret, men blev derefter genoptaget.

Allan Simonsen er det første dødsoffer i Le Mans siden franskmanden Sébastien Enjolras, der døde under testkørslen i 1997.

Også den franske sportsminister Valérie Fourneyron, der var tilstede i Le Mans ved løbets start, kondolerer overfor den danske racerkørers familie og holdkammerater.

Facebook
Twitter