Dopingkontrollører er bange for fitness

Flere dopingkontrollører fra Anti Doping Danmark stopper nu deres arbejde på grund af truende adfærd fra motionister i nogle af landets fitnesscentre. Det sker på et tidspunkt, hvor Anti Doping Danmark tester som aldrig før i centrene.

Anti Doping Danmark mener, at op imod 60.000. motionister bruger doping.

Anti Doping Danmark søsatte i denne uge den hidtil største kampagne over for dopingmotionister i landets fitnesscentre. Men flere dopingkontrollører siger nu fra, fordi de er bange for at teste motionister med aggressiv adfærd.

- Tonen er skarp, der bliver talt hårdt og folk kæmper imod en dopingkontrol og vil prøve at undgå den. De er meget fjendligt indstillet over for dopingkontrollanterne, siger Kenneth Raahauge, der er kontrollør, til DR Sporten

Anti Doping Danmark vurderer, at op i mod 60.000 fitnessmotionister bruger doping. Alene i år har antidopinginstitutionen foreløbigt taget 107 positive prøver, og Jens Evald, der er formand i Anti Doping Danmark, ved godt, at der er et problem at løse, hvis den massive indsats skal fortsætte. 

- Der er det problem i motion- og fitnessmiljøet, at kontrollanterne ofte møder meget aggressive personer, som koontrollanterne ønsker at teste. Det er helt åbenbart ikke holdbart på længere sigt, hvis der er flere kontrollanter der ikke ønsker at foretage de kontroller i centrene. Det må vi se at få løst, siger Jens Evald.

Steen Keller er administrerende direktør i Fitness.dk og bestyrelsesmedlem i organisationen Dansk Fitness og Helse. Han afviser kendskab til sammenstød mellem kontrollører og dopede fitnessmotionister

- De fakta, du forholder mig til nu, har jeg ikke hørt før, men det er noget vi vil drøfte på vores bestyrelsesmøde i brancheforeningen i næste uge, siger Steen Keller, da han bliver forelagt oplysningerne af DR Sporten.

 

Facebook
Twitter