Drop de fromme idealer: Sport er politik - og det kommer ikke til at ændre sig

Politikere og atleter ønsker ofte, at sport og politik holdes adskilt, men det er ifølge dansk idrætsprofessor naivt.

Sport og politik skal ikke blandes.

En parole, som hyppigt bliver brugt til at holde tingene adskilt og verden simpel. Og det klinger jo meget overbevisende.

Som når Åge Hareide tager 'Zanka' i forsvar for at bære en Erdogan-positiv T-shirt.

Eller da daværende kulturminister Mette Bock begrundede, hvorfor hun selvfølgelig skulle til Rusland for at se VM-fodbold.

Eller da Helle Thorning som statsminister forsikrede om, at det var helt fint, at det politiske etablissement tog til EM-fodbold i Ukraine trods landets behandling af den tidligere ministerpræsident Julia Timosjenko.

Sport og politik skal selvfølgelig ikke blandes. Klart. Det lyder jo som et besnærende ideal.

Men det er også et naivt ideal, kunne man tilføje, hvis man spørger Hans Bonde, som er idrætsprofessor ved Københavns Universitet.

- Jeg er kritisk over for forestillingen om, at 'der kan gå politik i sport'. For mig er sport per definition politisk - og især når vi kigger på megaevents som de olympiske lege. En værtsnation afholder primært de olympiske lege af politiske grunde og sekundært af sportslige.

- Når man investerer flere milliarder dollars af bnp i en sportsbegivenhed, er det ikke nødvendigvis, fordi man elsker sport. Det er for at skabe blød magt. Man forsøger at skabe goodwill internationalt og over for sin lokale befolkning. Man befæster sig som en positiv og beundringsværdig nation. Åbningsceremonier til olympiske lege er jo et overflødighedshorn af nationalpolitisk selvros, siger Hans Bonde.

De politiske sager står i kø

Det seneste år har en lang række sager vist, at drømmen om en apolitisk sportsverden ikke har ret meget med virkeligheden at gøre.

Tag bare sagen med Mathias 'Zanka' Jørgensen og de Erdogan-positive T-shirts i Fenerbache.

Det vakte opsigt, da Mathias 'Zanka' Jørgensen og resten af Fenerbahce-mandskabet i efteråret 2019 bar Erdogan-positive t-shirts før en kamp i den bedste tyrkiske fodboldrække. (Foto: AA/ABACA)

Eller den massive og uafsluttede sag om statsstyret doping i Rusland.

Eller historierne om den amerikanske VM-darling Megan Rapinoes fortsatte åbenmundede kritik af Donald Trump.

Eller rettighedsdiskussionerne i kølvandet på sagen om den sydafrikanske stjerneløber Caster Semenya og hendes hormonniveauer.

Eller Arsenal-profilen Mesut Özils fortsatte kinddans med Erdogan og den medfølgende debat om atleters nationale tilhørsforhold.

Eller historien om NBA-direktøren for Houston Rockets, som startede en mindre diplomatisk krise med Kina efter at have udtrykt sympati for demonstrationerne i Hongkong.

Eller…

Sport og politik (med streg under og) er samtidig en yndet akademisk disciplin, som er genstand for et utal af forskningsartikler og -projekter, og på universiteter verden over bliver der udbudt fag, som udelukkende fokuserer på de to områders overlap.

Men hvorfor kan man så stadig møde synspunktet, at sport og politik ikke har noget med hinanden at gøre?

- Sport er jo en uendeligt meget bedre vare, hvis man kan give det et skær af noget ophøjet. Af noget, som hæver sig over det beskidte politiske spil.

- Man skal anerkende, at sporten har en politisk dimension, men den skal man også forsøge at begrænse mest muligt. Hvis den politiske dimension bliver gennemgribende, vil den ødelægge sporten, og så vil man ikke kunne nyde sportens egenværdi, siger idrætsprofessor Hans Bonde.