DTC i svensk samarbejde

DTC indleder i 2010 et samarbejde med sin svenske pendant, Swedish Touring Car Championship, der skal virke som en overbygning på de to landes mesterskaber.

DTC kommer i 2010 til at samarbejde med sin svenske pendant. (Foto: Birger Vilén © DTC)

Der bliver lidt ekstra at køre om i den kommende DTC-sæson. Danish Touringcar Championship indleder nemlig et samarbejde med sin svenske pendant, Swedish Touring Car Championship.

Det betyder, at der oveni de normale standardvognsmesterskaber, som afvikles i både Sverige og Danmark, vil komme en overbygning på tværs af landene.

Helt konkret vil det udmønte sig i Scandinavian Touring Car Cup, som afvikles over fire løbsweekender.

- Grundtanken bag etableringen af Scandinavian Touring Car Cup er, at vi i fællesskab skal blive endnu stærkere og kunne præsentere vores publikum og TV-seere for større og bedre felter med et højt konkurrenceniveau, siger løbspromotor Peter Elgaard på DTC's hjemmeside.

Den danske del af løbene bliver kørt på Jyllandsringen henholdsvis den 24.-25. april og 3.-5. september, mens de svenske afdelinger køres 4.-5. juni på en gadebane i Göteborg og den 17.-18. september på Knutstorp i Skåne.

Facebook
Twitter