Efter 33 år - håber igen at forbedre dansk rekord i Moskva

Nick Ekelund-Arenander håber at kunne sætte ny dansk rekord på 400 meter søndag i Moskva.

Nick Ekelund-Arenander er den anden og sidste dansker, der skal i aktion ved VM i Moskva. (Foto: DR © DR)

For 33 år siden blev der sat en forrygende dansk rekord på 400 meter i Moskva. I morgen håber Nick Ekelund-Arenander at gentage den bedrift.

I morgen formiddag debuterer 24-årige Nick Ekelund-Arenander ved verdensmesterskabet i atletik, når han løber indledende heat på 400 meter-distancen. Og selv om sommerfuglene så småt er begyndt at melde sig, så glæder han sig. 

- Det føles godt. Jeg har har spist og sovet ordentligt. Og nu ligger jeg og keder mig, hvilket er et godt tegn, fortæller sprinteren i højt humør fra 18. etage på atleternes hotel.

Modsat flere andre, så ankom Nick Ekelund-Arenander først til Moskva i går, under 48 timer før han forhåbentlig flyver ud af startblokken. En simpel strategi for at holde pigskoene i løbebanen.  

- Jeg har valgt, at forberede mig fuldstændig hjemmefra, for ikke at gøre VM større end det er. Hvis jeg bare tænker på det som et almindeligt løb, så ved jeg nøjagtigt, hvad jeg skal gøre. Og så gør det ingen forskel om det er et lille stævne på Østerbro - eller VM i Moskva.

I morgen er det i Moskva, og det er VM på det enorme Luzhniki stadion med plads til små 80.000 tilskuere. Netop her satte Jens Smedegaard i 1980 ved de olympiske lege dansk rekord på 400 meter. En rekord, der lød på 45,89 sekunder og stod i hele 33 år. Indtil netop Nick Ekelund-Arenander i år forbedrede den, så den nu hedder 45,50. Og selv om den nye rekordholder ikke vil lægge unødvendigt pres på sig selv, så ville han ikke klage over en gentagelse af den bedrift.

- Det ville da ikke være dårligt at blive ved med at have den danske rekord i Moskva, griner han og fortsætter:

- Hvis jeg sætter ny dansk rekord i morgen, så ser det lyst med hensyn til en plads i semifinalepladsen.

Nick Ekelund-Arenander løber i heat 1 søndag morgen klokken 09.05 og det kan følges direkte på DR 3.

 

Facebook
Twitter