EM-guld til Danmark i latin-dans

Michelle Abildtrup og Martino Zanibellato er nu både regerende verdens- og europamestre.

Michelle Abildtrup og Martino Zanibellato (i midten) har vundet EM-guld i latin for professionelle som de første danskere nogensinde (Foto: Henrik Larsen © Henrik Larsen)

De danske dansere Michelle Abildtrup og Martino Zanibellato har lørdag aften vundet guld ved EM i latinamerikanske danse for professionelle, som fandt sted i den tyske by Leipzig.

Det oplyser sportschefen i Danmarks Sportsdanserforbund, Henrik Larsen, i en pressemeddelelse.

Aarhus-parret, der også er regerende verdensmestre, er de første danskere nogensinde til at vinde EM for professionelle.

Abildtrup og Zanibellato vandt alle fem danse ved EM-stævnet, og henviste dermed et russisk par til andenpladsen.

De bedste i verden

Siden sejren ved VM sidste år er det ikke lykkedes for noget andet par at slå danskerne ved en turnering.

Michelle Abildtrup og den italiensk-fødte Martino Zanibellato har danset latin sammen i 13 år. De bor i Viby ved Aarhus, hvor de også danner par privat.

Foruden sejren ved VM og EM har de også vundet DM-guld hele syv gange.

/ritzau/

Facebook
Twitter