18-årigt dansk talent skal udfylde nogle af verdens største esport-sko

Counter-Strike-spilleren Philip 'Lucky' Ewald skal overtage pladsen hos Astralis efter en af verdens bedste spillere - som også er dansk.

'Lucky' skal til at præstere på den store scene for det danske hold Astralis. (Foto: Astralis)

Den tidligere danske Astralis-spiller, Nicolai Reedtz, bedre kendt som 'Dev1ce', skiftede tidligere på året til det svenske esportshold Ninjas in Pyjamas - og efterlader derfor en ledig plads på det danske storhold Astralis.

Pladsen er blevet overtaget af det unge talent Philip 'Lucky' Ewald, der tidligere spillede på det semi-professionelle hold Tricked.

Og det er ikke en hvilken som helst plads, 'Lucky' skal afløse.

Den danske CS-legende 'Dev1ce' er de seneste år rangeret som en af de bedste spillere i verden i Counter-Strike.

Og det er noget af en opgave at løfte, indrømmer 18-årige Philip 'Lucky' Ewald.

- Jeg overtager pladsen fra 'Dev1ce', som er en af de bedste CS-spillere i verden. Så det er selvfølgelig nogle store sko, som er svære at udfylde, siger han.

Men det er heller ikke planen, at det unge talent skal udfylde den store rolle, som hans forgænger efterlod.

- Alle ved godt, at jeg ikke kan overtage den plads én til én. Men jeg kommer til at gå ind og bidrage med det, som jeg ved, at jeg kan. Og som dem, der har spottet mig ved, at jeg kan.

Første store turnering for Astralis

Selvom 'Lucky' på nuværende tidspunkt ikke kan udfylde hans forgængers sko, vil han på sigt arbejde sig frem imod det.

- Så er det jo bare at bygge på. Og forhåbentlig på et tidspunkt kan jeg komme derop ad. Ligenu er jeg i Astralis, som jo er kendt for at have været blandt verdens bedste altid. Så mit mål er at komme op at lege med i top fem, siger den talenfulde esport-spiller.

I juli måned underskrev Astralis kontrakten med 'Lucky', der allerede nu skal stille op til sin første turnering, ESL Pro League Season 14. Det er et stort skridt og en stor turnering at starte sin professionelle karriere i.

- Det er spændende og lidt nervepirrende. Men jeg glæder mig selvfølgelig. I bund og grund er det ikke så anderledes fra det, jeg har været vant til udover, at der er lidt flere tilskuere og lidt mere på spil. Men det bliver spændende, og jeg glæder mig, fortæller Philip 'Lucky' Ewald.

Turneringen startede mandag d. 16 august, hvor Astralis skal spilles første kamp klokken 20.