Astralis henter spiller fra rugekassen op i rampelyset

Counter-Strike-holdet Astralis har for første gang en spiller fra holdets talentsatsning med på holdkortet til en turnering.

Astralis spiller torsdag første kamp ved IEM Katowice. (Foto: Cooper Neill © 2018 Getty Images)

Astralis, den danske sværvægter i toppen af international Counter-Strike, har fået en blandet start på sæsonen i 2021.

Efter en fin åbning med en finaleplads i BLAST Premier Global Finals, røg holdet ud af gruppespillet af BLAST Spring kort tid efter med et par skuffende præstationer i bagagen.

Ikke just den form, som kendetegner de fire-dobbelte Major-vindere fra Astralis.

Frem mod IEM Katowice, der for Astralis begynder torsdag aften, er der blevet rykket rundt i trupsammensætningen. For første gang har Astralis nemlig udtaget en spiller fra Astralis Talent, der er organisationens akademisatsning.

Den blot 19-årige Mads 'Vester' Vestergaard er for første gang med i den syvmandstrup, der skal forsøge at spille årets første titel hjem til de normalt sejrsvante danskere.

Der er dog ikke tale om hverken en snarlig udskiftning i A-kæden, lyder det fra sportsdirektør i Astralis Group, Kasper Hvidt.

- Det handler om at sende et signal om at talenterne er en integreret del af Astralis, og at lade dem snuse til noget af det, som det medfører. Det er i første omgang ikke planen, at 'Vester' skal spille, men han er tilmeldt og en officiel del af truppen til turneringen, og skulle der af uransalige årsager blive brug for det, så er det klart, at han vil være på holdkortet.

- Det er et skulderklap til alle vores talenter for det arbejde, der gøres hver dag, og vi udtager 'Vester', fordi han er en spiller, der indeholder stort set alt det, vi leder efter og står for i Astralis. Ud over at være en virkelig dygtig spiller, så er han en god fyr, der altid arbejder for holdet, og som virkelig viser, at han vil ofre, hvad det koster for at blive dygtigere, siger Kasper Hvidt.

(Foto: Philip Davali © Scanpix)

Fremtiden ser lys ud

Med Mads 'Vester' Vestergaard skrevet på holdkortet til IEM Katowice er der sat endnu mere blus under projektet med at lave organisationens egen rekrutteringsplatform, så fødekæden til A-holdene under Astralis Group bliver stærkere, lyder det fra Kasper Hvidt.

Projektet, der blev søsat i efteråret, kan nemt sammenlignes med den slags akademier, som man ser i eksempelvis fodboldens verden, og det er da også tanken, at hvis talenterne i fremtiden ikke kommer til at vise sig frem hos Astralis, så vil de have så mange kompetencer til at begå sig, at andre organisationer kan bruge dem.

- A-holdet er verdens bedste, så det vil være naivt at forestille sig, at vi på kort tid kan udvikle spillere internt, der bare kan træde ind på holdet. På den lange bane er ambitionen dog klart, at talentholdene skal producere spillere, der er en del af A-holdene.

Den tidligere landsholdsmålmand i håndbold Kasper Hvidt har siden 2016 været sportsdirektør i Astralis. (Foto: Emil Hougaard © Scanpix)

- Der er, som i traditionel sport, en stigende international efterspørgsel på dygtige talenter, og med de værktøjer, vi arbejder med i Astralis, er jeg sikker på, at vi kommer til at se nogle af vores talenter på vores egne A-hold, men også hos nogle af vores konkurrenter. Det vil kun glæde mig, siger Kasper Hvidt.

Til IEM Katowice vil det altså som udgangspunkt være den gamle garde, som stiller op for Astralis. Tilsammen har kernen vundet 24 titler over de seneste år, og derfor må nummer 25 meget gerne komme snart.

- Vi går altid ind til enhver turnering med ambitionen om at vinde. Vi sætter ikke andre succeskriterier inden en turnering, men vi kan sagtens være tilfredse med andre ting end resultaterne efterfølgende. I 2020 vandt vi fire store turneringer, og det vil vi da gerne slå i 2021, siger Kasper Hvidt.

Astralis spiller første kamp ved IEM Katowice torsdag klokken 15.30.