Danny er igen verdens bedste e-sportstræner: ’Resultatmæssigt har det jo ikke været et typisk Astralis-år'

Counter-Strike-holdet Astralis’ træner Danny ’zonic’ Sørensen er blevet kåret til årets e-sportstræner.

Danny 'zonic' Sørensen har igen vundet prisen som årets esportstræner. (Foto: Philip Davali © Philip Davali/Ritzau Scanpix)

Det har ikke just været et jubelår for det danske Counter-Strike-hold Astralis. I hvert fald ikke sammenlignet med de store præstationer, som holdet har været vant til i de seneste par år.

Holdet har ikke fået de forventede sejre, og to af holdets spillere måtte i forsommeren trække stikket i en periode. De var stressede og udbrændte.

Nu siger kalenderen december, Astralis vandt i søndags den store Counter-Strike-turnering DreamHack Masters Winter, spillerne er på dupperne igen, og så kan holdets træner, Danny ’zonic’ Sørensen, kalde sig verdens bedste e-sportstræner.

Han vandt prisen som ’Bedste Træner 2020’ ved prisshowet Game Awards, som blev streamet natten til fredag fra London. Det er anden gang, at den danske Counter-Strike-træner vinder prisen, og ifølge ham selv har der været stor forskel på de to år.

- Den betyder rigtig meget. Jeg har været langt mere udfordret i år. Vi har været meget udfordret med spillere, der har været ude og kommet tilbage, og alligevel har vi formået at vinde nogle turneringer.

- Jeg er selvfølgelig rigtig stolt over prisen, men jeg må selvfølgelig også dedikere en stor del af den til min familie og til spillere og folk omkring holdet, siger den nykårede prisvinder til DR Sporten.

Men hvad er det, der gør, at den danske Counter-Strike-træner er den bedste på tværs af alt e-sport? Svaret, mener han selv, skal findes blandt sine spillere, men hvis han selv skal prøve at forklare det, så henviser han til den vedholdende motivation.

- Jeg tror, det er det her med at være i stand til at motivere sine spillere og se frem mod nye mål. Vi har jo siden 2018 vundet nogle af de mest prestigefyldte turneringer, og folk har været syge og ude, så det der med at kunne blive ved med at finde gnisten og være motiveret, har været en stor faktor, siger Danny ’zonic’ Sørensen.

- Jeg er ikke sikker på, at mange andre hold havde klaret den lige så godt som os, siger Danny ’zonic’ Sørensen. (Foto: Philip Davali © Philip Davali/Ritzau Scanpix)

Ikke et typisk Astralis-år

Titlen som årets træner plejer at hænge sammen med store turneringssejre og kæmpe pokaler, men det har ikke været et typisk Astralis-år, som Danny ’zonic’ Sørensen selv kalder det. Men måden holdet har tacklet modgangen i løbet af sæsonen, gør træneren stolt.

- Vi plejer jo at vinde rigtig mange turneringer. Resultatmæssigt har det jo ikke været et typisk Astralis-år. Ovenikøbet har vi haft to spillere, som har været nede. Alligevel synes jeg, at vi i hvert fald her i efteråret har været med, hvor det sker.

- Jeg synes, vi har haft rigtig svære arbejdsbetingelser, men har faktisk både formået at vinde turneringer, men også at få alle mand klar igen. Det er faktisk nok det, jeg er allermest stolt af.

- Jeg er ikke sikker på, at mange andre hold havde klaret den lige så godt som os, siger Danny ’zonic’ Sørensen.

Astralis lancerede sin nye spillertrøje på det Kongelige Teater tilbage i september. (Foto: Philip Davali © Philip Davali/Ritzau Scanpix)

Astralis har som noget nyt og som det første professionelle Counter-Strike-hold valgt at tilføre en ekstra spiller til truppen, der normalt udgøres af fem spillere. Holdet har gjort det for blandt andet at forebygge eventuelle stresstilfælde.

Da Astralis i weekenden vandt DreamHack Masters blev det i både semifinalen og finalen udnyttet, at spillerne kunne skiftes ud. Ligesom det ses i alle mulige andre sportsgrene.

Danny ’zonic’ Sørensen fremhæver selv vigtigheden i, at holdet har mulighed for at skifte spillerne ud for at give dem tiltrængte pauser.

- Når man har givet så meget til holdet i løbet af de seneste år, så skal man have lov til, hvis man bliver presset eller syg, at træde tilbage uden at blive erstattet af en anden. Det har været rigtig tiltrængt at få ekstra spillere ind, så spillerne kan få en pause her og der.

- De fleste hold havde nok bare erstattet spillerne, hvis holdet havde gået i nogle måneder uden at vinde. Den del har jeg aldrig været fan af. Hvis vi kommer ind i en dårlig periode, og spillerne er trætte, så er det vigtigt at få ro med en ekstra spiller og nødvendigvis ikke en erstatning, siger Astralis-træneren.

Astralis spiller i disse dage BLAST Premier Fall og skal fredag klokken 16.30 spille semifinale i Lower Bracket mod G2.