Dansk bronze ved nordisk mesterskab i e-fodbold: 'I dag var et nederlag'

Danmark tabte i semifinalen til Sverige, men rejste sig i bronzekampen mod Finland.

Selvom Danmark fik bronze var Marcus 'Marcuzo' Jørgensen ikke tilfreds. (Foto: TOM JACOBS © Scanpix)

Det danske e-fodboldlandshold vandt lørdag bronze i turneringen Nordic Invitational, der bedst kan beskrives som det nordiske mesterskab i Fifa.

I bronzekampen mod Finland vandt Danmark efter en ekstra kamp, da de to første kampe var endt med en sejr til hvert hold.

I den tredje og afgørende kamp kunne Marcus 'Marcuzo' Jørgensen med en 3-2-sejr sende bronzen til Danmark.

Se alle målene fra 'Marcuzo's sejr i den tredje og afgørende kamp mod Finland i videoen herunder:

Selvom det blev til en tredjeplads i turneringen, så er 'Marcuzo' overordnet ikke tilfreds.

- Det er selvfølgelig ærgerligt. Det er ikke den her kamp, vi havde ønsket at spille. Vi er også det hold, der har vundet flest kampe i den turnering her, men sådan er formatet nu engang, og vi var ikke gode nok, da vi skulle. Men det er fint, at vi kommer tilbage og hiver tredjepladsen hjem.

- I dag var et nederlag. Vi spiller kun for at vinde. Det føler jeg, vi har truppen til, så en tredjeplads kan bestemt ikke være tilfredsstillende. Men vi kunne ikke gøre mere, end vi gjorde. Vi var uheldige og ikke skarpe nok. Vi er videre fra den kamp, men der er ikke noget at juble over i dag. Det var et nederlag, siger Marcus 'Marcuzo' Jørgensen.

Nederlag i semifinalen

Det begyndte ellers rasende godt i gruppespillet for det danske e-fodboldlandshold ved Nordic Invitational.

Lutter sejre gjorde, at danskerne toppede gruppen inden semifinalerne, til e-landstræner Dennis Nordenbøls store tilfredshed.

- Dagen startede jo rigtig godt, og vi kom flyvende fra start og fik smadret det hele, som vi havde håbet på, siger han.

Men i semifinalen viste svenskerne, som Danmark ellers havde besejret i gruppespillet, sig for stærke. 2-1 og 4-0 vandt svenskerne, og så stod den på bronzekamp for Danmark.

- Vi fik selvfølgelig en dukkert i semifinalen, var lidt uheldige og ikke skarpe nok, og det ødelægger selvfølgelig helhedsoplevelsen i løbet af dagen, siger Dennis Nordenbøl.

'Marcuzo' er enig med sin landstræner i, at det var småting, der afgjorde semifinalen mellem Danmark og Sverige.

- Vi havde ikke marginalerne med os i semifinalen, og så var Sverige bare skarpe. De har også to sindssygt gode spillere, og når fire gode spillere møder hinanden, så er det som regel marginalerne, der afgør tingene, siger Marcus 'Marcuzo' Jørgensen.

Sådan så landsholdet ud, da Danmark deltog ved FIFAe Nations Cup i 2019 i London. (© Fodboldbilleder.dk)

En af de næste opgaver for e-fodboldlandsholdet bliver VM i Fifa, der skal afvikles på hjemmebane senere i år. Det glæder e-landstræner Dennis Nordenbøl sig til.

- Det kan slet ikke beskrives, hvor stort det bliver. Det bliver fedt, og jeg håber, at corona tillader at vi kan få en masse tilskuere ind og støtte de her drenge, siger han.

Men VM bliver også en anden størrelse, for i modsætning til Nordic Invitational, hvor der spilles en mod en, så spilles der ved VM to mod to.

- Det er nogle helt andre kriterier, vi skal ud i der. Det ved spillerne også godt, og jeg ved det.

- Jeg har nogle tanker om nogle spillere, som jeg skal have set spille to og to sammen, siger Dennis Nordenbøl.

Sverige besejrede i finalen ved Nordic Invitational Norge.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk