Dansk CS-spiller gik viralt efter sit livs spil: 'Jeg besvimede næsten under jubelscenen'

Casper 'cadiaN' Møller og Heroic vandt søndag ESL Pro League efter en kamp, der varede knap syv timer.

Casper 'cadiaN' Møller præsterede sit livs spil i søndagens ESL Pro League-finale mod Gambit.

Syv timer, skulle der gå, men så mistede Casper 'cadiaN' Møller nærmest også bevidstheden.

Den danske Counter-Strike spiller, anfører for Heroic, stod i går i finalen i ESL Pro League mod Gambit, der lige nu betragtes som verdens bedste hold.

Ikke at det så ud til at gå danskerne på, og efter fem baner og sammenlagt syv timer kunne de falde hinanden om halsen efter et historisk spil af netop 'cadiaN'.

Jubelscenen, som du kan se herunder, taler næsten for sig selv.

Heroic manglede nemlig kun én runde i maratonkampen for at sikre sig trofæet, men der var nok ikke én person i verden, som troede på, at det ville ske, som det gjorde.

Udover Casper 'cadian' Møller.

I Counter-Strike begynder runden med at man er fem mod fem, og da 'cadiaN' knap et halvt minut inde i runden havde mistet alle sine holdkammerater, og ikke havde andet end en pistol at gøre godt med mod fire modstandere, så var tankerne udelukkende på at komme videre til næste runde for at gøre arbejdet færdigt.

På mirakuløs vis formåede danskeren dog at nedkæmpe de fire Gambit-spillere, og så forsvandt blodet altså fra hovedet for den 25-årige dansker.

- Jeg besvimer næsten i jubelscenen. Det er nærmest syv timers fuld koncentration, der kulminerer med at lave noget umenneskeligt, og det er bare vanvittigt fedt.

- Det er jo et øjeblik som det, man bruger så mange timer i spillet for. Man siger nej til ting for at man en dag kan være med til at løfte sådan et trofæ, og når tingene går op i en højere enhed med sådan et trofæ og et ’play’ som i går, så er det en ubeskrivelig følelse, siger Casper 'cadian' Møller, der siden i går er gået viralt.

Rykker op i fødekæden

Det danske hold Heroic kom første gang på alles læber, da de i sommer vandt den prestigefyldte turnering ESL Cologne, men siden da har resultaterne været mere svingende.

For blot en måned siden valgte holdet at skifte ud på to positioner, ind kom Ismail 'refrezh' Ali og Rasmus 'sjuush' Beck, og af samme årsag var der ingen forventninger til det unge mandskab inden de afgørende kampe i ESL Pro League.

- Jeg føler, at det er Counter-Strike historie, at det kan lade sig gøre. Vi er et mandskab, der har skiftet to spillere for en måned siden, og så går vi ubesejrede gennem en turnering på seks uger, mod de bedste hold i verden. Det er en vanvittig præstation, siger Casper 'cadiaN' Møller.

Med sejren har Heroic, der lige nu er placeret som nummer 12 på verdensranglisten, i hvert fald sørget for, at de ikke er hold, som man gør klogt i at undervurdere.

På grund af coronasituationen har holdene i et års tid ikke været ude at spille foran tilskuere, og derfor kan 'cadiaN' heller ikke vente med at komme ud og bevise, at Heroic også har niveauet og nerverne, når hele salen buldrer og brager.

- Jeg har været lidt overrasket over, at folk ikke taler mere om os som et hold, der kan gå hele vejen. Inden udskiftningen for en måned siden leverede vi ikke helt, som vi ville, men de gange, vi er nået til en finale, så er vi altså kommet ud med et trofæ.

- Vi rykker op i fødekæden og vi er ved at sætte os i en situation, hvor vi er et hold, som alle holder øje med, når vi en dag skal ud at spille foran en masse tilskuere igen.

Med sejren sikrede Heroic sig en pengepræmie på 1,1 millioner kroner.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk