Efter 29 år skifter ikonisk fodboldspil navn: 'Man taber en massiv markedsføringsmaskine'

Konsolspillet, der siden 1993 har heddet Fifa, vil fremover blive kendt som EA Sports FC.

Fifa 22 bliver det næstsidste af sin slags. Fra efteråret 2023 vil konsolspillet hedde noget andet. (Foto: TOLGA AKMEN © Ritzau Scanpix)

En æra nærmer sig sin ende.

Siden 1993 har verdens største virtuelle fodboldspil været kendt som Fifa, men fra næste år vil piben få en anden lyd.

Spillet, der produceres af det amerikanske firma Electronic Arts (EA), har i knap 30 år lånt sit navn fra det internationale fodboldforbund, Fifa.

Men når skolebørn fremover skal spæne hjem for at sætte sig til rette ved konsol og skærm, bliver det EA Sports FC, de skal hjem og spille.

Den nye titel får forsker i sportsøkonomi og branding fra Professionshøjskolen UCN Kenneth Cortsen til at spærre øjnene op og stille spørgsmålstegn ved, om navnet vil være samme trækplaster.

- Det er en massiv markedsføringsmaskine og en vigtig association, man taber her, siger Kenneth Cortsen om bruddet med Fifa.

Da Fifa og EA ikke kunne finde en økonomisk aftale, som begge parter kunne leve med, var der ingen vej uden om. Spilproducenten måtte i tænkeboks og finde på et nyt navn.

Og det kan få negative konsekvenser - blandt andet hos dem, der spiller Fifa-spillene professionelt, vurderer Kenneth Cortsen.

- Udøverne mister selvfølgelig en tilsvarende promovering og association, når Fifa ikke længere vil skubbe på den her vogn rent kommercielt, siger han.

Danske August "Agge" Rosenmeier vandt i 2014 verdensmesterskabet i Fifa. Trofæet fik han overrakt af det brasilianske fodboldfænomen Ronaldo. (Foto: TASSO MARCELO)

Bliver kagen mindre, så må de professionelle nok også regne med at skulle tage et mindre stykke.

Kenneth Cortsen vurderer desuden, at denne forstyrrelse i markedet, som bruddet mellem EA og Fifa er, skaber nye muligheder for de konkurrerende spilproducenter.

- Sådan er det jo, når der er nogen, der siger farvel i noget, der er relateret til et pengeflow. Så er der andre, der ser markedsmæssige muligheder, specielt fordi esport har vist sig ikke at være en døgnflue. Man ved ikke, om Fifa går andre veje i den henseende, siger Kenneth Cortsen.

Dansk Fifa-stjerne undrer sig

En af dem, der har været vant til at tænde konsollen som noget af det første efter endt skoledag, er Anders Vejrgang.

Han er en af verdens bedste til spillet og har i foråret repræsenteret Danmark i kvalifikationen til eNations Cup - spillets pendant til VM for landshold.

Den 16-årige Fifa-spiller har i et godt stykke tid hørt rygterne om et muligt navneskifte, men selvom beslutningen har været længe undervejs, står han stadig med ubesvarede spørgsmål.

- Jeg undrer mig lidt over, hvilken effekt det kommer til at have, siger Anders Vejrgang til DR Sporten.

Vejrgang skiftede som 14-årig til den tyske storklub RB Leipzig. Først da han fyldte 16 år, måtte han spille de store officielle turneringer. (Foto: Steen Klitgaard)

Kenneth Cortsens pointe, at navneskiftet kan få mulige konsekvenser for blandt andre udøverne, vækker en smule bekymring hos den danske landsholdsspiller.

- Det er klart, at hvis det kommer til at gå økonomisk ned ad bakke, så kommer det også til at have en effekt på professionelle spillere, siger Anders Vejrgang.

Med det sagt, tror den unge dansker ikke, at det er de professionelle gamere, navneskiftet kommer til at påvirke mest. Her skal man i stedet kigge på dem, der spiller "for sjov".

De vil fra 2023 ikke kunne spille VM-slutrunder i de nye spil, hvilket var noget Vejrgang selv satte pris på for nogle år siden, da han efter eget udsagn "ikke var så god til Fifa".

- For professionelle betyder det ikke meget, men for alle mulige andre kan det godt gøre noget. Så det kan godt være, at folk, der ikke er professionelle mister lysten i højere grad og ikke vil spille det, siger han.

Og mister de unge amatører først lysten til at spille spillet, så kan snebolden begynde at rulle, vurderer Fifa-spilleren.

- Desværre tror jeg, at det kan have indflydelse på, hvor mange der begynder at spille det og derefter vil gå efter at blive professionelle, siger han.

Det danske landshold spiller Fifa’s eNations Cup i slutningen af juli måned på hjemmebane i Bella Arena på Amager.