'Jeg er ekstatisk': Verdens største Counter-Strike-turnering rammer Danmark

Det er en drøm, der går i opfyldelse, når verdens førende Counter-Strike-turnering, en såkaldt major, næste år rammer København.

PGL-majoren i Counter-Strike 2 løber af stablen i Royal Arena fra 17.-31. marts i 2024. (Foto: © Jonathan Nackstrand, Scanpix Denmark)

Man kan godt sætte næsen op efter danske tilskuere med armene i vejret, når verdens bedste Counter-Strike-spillere næste år lægger vejen forbi København.

Verdens største turnering i spillet rammer nemlig Danmark til marts.

Den danske Counter-Strike-ekspert Jesper ’Quintin’ Moe glæder sig til at se verdens bedste spillere på dansk jord i Royal Arena.

- Jeg er ekstatisk. Endelig rammer vi en major i Danmark, det synes jeg er fedt, siger han til DR Sporten.

Siden Astralis, som det første og eneste danske hold, dominerede sporten med fire major-sejre for flere år siden, har det været et spørgsmål om tid, før turneringen kom til Danmark, mener han.

- Det var på tide. Siden dengang har man bare ventet på, det ville ske, siger Jesper ’Quintin’ Moe.

Det er en kæmpe begivenhed, der nu kommer til Danmark. Den forrige majors mest sete kamp blev streamet af næsten halvanden million brugere foruden dem, der så med på tv.

Samtidig er præmiepuljen over en million dollars.

I 2021 var Stockholm vært for PGL-majoren. Her vandt det ukrainske CS-hold Natus Vincere. Danskerholdet Heroic endte på en delt tredjeplads. (Foto: © Jonathan Nackstrand, Scanpix Denmark)

Udover at byde på en ny beliggenhed vil turneringen i København også være den første major, hvor der skal konkurreres i det nye Counter-Strike spil, som netop er blevet lanceret.

Netop derfor tør den danske Counter-Strike ekspert heller ikke spå om udfaldet.

- Det bliver spændende, for holdene har lige under et år til at forberede sig. Det kan blive exceptionelt spændende. Jeg glæder mig til at se, hvad der kommer til at ske, siger han.

- Jeg tør simpelthen ikke sige, om det bliver en dansk vinder, for der er rigtig meget nyt.

Men de danske spillere får en fordel, de i hvert fald ikke plejer at have.

- Hjemmebanen kan lige give de sidste 10 procent, og det kan vi komme til at se i Danmark. Det har vi før set med Astralis i Royal Arena, siger han om det danske holds sejr.

Dansk stjerne glæder sig

Den danske stjernespiller Casper ’cadiaN’ Møller er holdkaptajn på Heroic, som blev nummer to ved sidste major i Rio.

Han er enig i, at det var et spørgsmål om tid, før turneringen landede på dansk jord.

- Der er så mange danske spillere, så jeg tror også, det er derfor valget er faldet på København. Følelsen i miljøet er, at det er fortjent, at den her major kommer til Danmark, siger han.

Når turneringen løber af stablen i marts 2024, håber han at være til stede som kaptajn for Heroic på hjemmebanen.

- Vi har selv rigtig gode erfaringer med at spille i København, i og med at vi vandt sidste gang, der var en turnering på dansk jord. Stemningen var overdrevet god, så det håber vi på at kunne mærke igen, siger Casper ’cadiaN’ Møller.

- Man kan mærke den gigantiske energiudladning, og man kan mærke det i kroppen, når de klapper eller tramper i gulvet.

Heroic og Casper "cadiaN" Møller vandt i november 2022 BLAST Fall Final i Royal Arena (arkivfoto). (Foto: © Michael Barrett Boesen/Ritzau Scanpix)
Heroic og Casper "cadiaN" Møller vandt i november 2022 BLAST Fall Final i Royal Arena (arkivfoto). (Foto: © Michael Barrett Boesen/Ritzau Scanpix)

Men han vil ikke garantere, at han spiller. Sporten kigger ind i en fremtid, hvor ingen rigtig ved, hvad der venter, når en ny version af spillet skal tages i brug.

Men ifølge Casper ’cadiaN’ Møller er det også en ekstra motivation, at turneringen i København bliver den første med det nye spil.

- Det er en fed mulighed for at sætte sig øverst på tronen af det nye spil. Alle danske spillere vil gerne nyde den her hjemmebanefordel, siger han.

- Det bliver nervøst. Det er majors altid, men det bliver ikke mindre nervøst af, at det er første major med det nye spil.