Verdensmesteren Mike vil gøre op med stereotypen: Gamere er ikke usunde og dovne

Mike Djebbara er professionel World of Warcraft-spiller og vil vise verden, at gamere godt kan være sunde og i form.

'Det er en perfekt start på dagen, når jeg vågner op og så går ned og træner.' (Foto: Andreas Bro (DR))

En kraftigt lysende skærm og et regnbue-farvestrålende tastatur skærer gennem gardinernes mørklægning af et indelukket værelse og fremhæver ansigtet på en ung mand.

På bordet ligger de seneste mange dages madrester fra diverse fastfood-kæder, mens en to-liter colaflaske jævnligt finder sin vej til den unge mands læber.

Ryggen er bøjet forover i en positur, der vil kunne mærkes i pensionsalderen, og det er flere timer siden, at nogen har bevæget sig ind eller ud af værelset. Og da slet ikke ud i den friske luft.

Præcis sådanne fordomme om gaming og computerspillere møder den danske, firedobbelte World of Warcraft-verdensmester, Mike Djebbara, rigtig ofte i dagligdagen.

Selvom Mike kun er på et visit i sit barndomshjem i Albertslund, så er gamingen alligevel så vigtig, at der står et computer-setup klar hjemme hos forældrene. (Foto: Andreas Bro)

Og selvom Mike oplever, at flere af hans kollegaer oftest kun tager en gåtur, når det er turen ned til Netto efter cola og søde sager, så vil han gerne have sat fokus på, at ikke alle i gamingverdenen passer ind i netop det billede.

- Man kan godt være på toppen i gaming og samtidig have det godt med sig selv og være sund og i form. Man kan gøre det hele, så længe man vil det, siger han.

Se videoen her om, hvilke fordomme, man møder mest som esportsatlet og streamer:

'Du ligner da ikke en professionel gamer'

Selvom Mike går meget op i sin sundhed, modtager han alligevel hadefulde beskeder som ’få dig et liv’, og ’gå udenfor’ fra anonyme profiler online, som håner esportatletens erhverv, mens familiens ’skal du ikke gøre noget nyttigt med din tid?’ har runget i øregangene i en yngre alder.

Med tiden har den firedobbelte-verdensmester dog med sund kost og træning ændret på, hvordan de fleste fordomme bliver leveret over for ham. Hvor han før passede ind i fordommene, føler han nu, at folk hæfter sig ved, at han falder uden for stereotypen.

- Jeg møder rigtig mange mennesker, som siger til mig, at jeg ikke ligner en professionel gamer. Så kan jeg så svare ’nå, okay’, fordi jeg ved ikke helt, om det er positivt eller negativt ment, siger WoW-spilleren.

'Du tager musik i ørene, er dig selv og så kører det bare derudaf. Den følelse, det giver mig, er et stress-release. Det er fantastisk.' (Foto: Andreas Bro)

For den 26-årige streamer preller det meste af kritikken efterhånden af, fordi han med tiden er blevet vant til den hårde tone og det dårlige billede af gamere generelt.

- Der er nogle folk, der godt kan lide at lave sjov med gamere og streamere, fordi de gerne vil se én blive irriteret og sur. Reagerer man på det, gør de det bare endnu mere. Så det er bedre bare at lade det ligge, siger Mike.

Et ensidigt blik på gaming

Som ung var Mike overvægtig. Han havde det ikke godt med sig selv og ’kunne ikke lide, det han så på nogen måder’.

Men som 12-årig tog han skeen i den anden hånd og fokuserede på træning og kost, hvilket sidenhen har sat sig som sunde vaner.

I dag er træning en mindst lige så vigtig del af hans liv og arbejde, som gaming er. Han føler nemlig selv, at det giver ham meget overskud at være godt tilpas fysisk og mentalt – og det har tilmed forbedret hans præstationer, når han gamer.

- Det handler alt sammen om at finde balancen. Og for mig er træning og fysisk aktivitet dét, som giver mig balance og velvære. Det har gjort mig til et gladere menneske, siger Mike Djebbara.

  • Selvom Mike bor i Sverige med sin kæreste, er forældrenes hjem fortsat inspireret af esportatletens passioner. (Foto: Andreas Bro)
  • Mange af Mikes vågne timer bliver brugt i det lokale fitnesscenter. Også selvom han er på besøg hos forældrene. (Foto: Andreas Bro)
  • 'Jeg gik ned som 12-årig og sagde til mine forældre, at de skulle stoppe med at lave aftensmad til mig, fordi jeg gerne ville prøve at spise sundere. Siden da har jeg selv lavet mad' (Foto: Andreas Bro)
1 / 3

Derfor nager det ham også lidt, at billedet af gamere er så ensidigt, som han mener, mange gør det til. Der findes mange forskellige typer af gamere, siger han, og påpeger, at de dovne typer ikke bør være stereotypen.

- I toppen af esport bliver det faktisk set ned på, at man er doven og lever usundt, siger han.

Derfor vil Mike gerne forsøge at være med til at skubbe til opfattelsen, som mange har om gaming og computerspillere. Det vil han gøre ved at forsøge at agere frontfigur for gamingverdenen.

- Jeg tror på, at jeg kan hjælpe med til at ændre synet på gaming ved at være mig selv, fokusere på mine konkurrencer, på mine streams og på at vise mig frem.

- Så kan jeg jo kun håbe på, at den energi jeg har, og de resultater jeg viser, kan inspirere andre gamere til at følge mit eksempel og samtidig give folk et mere nuanceret billede af gaming, siger Mike Djebbara.

'Jeg har altid gamet, helt fra da jeg var lille. Jeg fik en Gameboy i hånden, da jeg var 4-5 år, og siden har det bare udviklet sig.' (Foto: Andreas Bro)

Han påpeger også, at han ser flere tegn på, at esporten generelt går mere op i fysisk og mental sundhed. Det er en udvikling, som han håber kommer til at fortsætte i de næste årtier.

- I gaming ser man flere og flere tendenser til, at esportshold ansætter mentale- og fysiske trænere. Det, synes jeg, er en god start.

- Og så håber jeg da på, at vi om ti år vil se meget mere til den side af esporten, og at det er blevet normen i gaming. Det vil jo i hvert fald være med til, at stereotypen om, at gamere er dovne og usunde bliver udfordret, siger Mike Djebbara.