Zlatan går i krig med verdens største fodboldspil: 'Hvem gav jer lov til at bruge mit navn og ansigt?'

Fodboldspilleren Zlatan Ibrahimovic er lige nu i gang med en kamp om spillernes rettigheder i konsolspillet FIFA.

Angriberen Zlatan Ibrahimovic og op mod 300 andre fodboldspillere overvejer at gå rettens vej omkring deres rettigheder i konsolspillet FIFA. (Foto: CIRO DE LUCA © Scanpix)

Når han ikke har travlt med at høvle mål ind for AC Milan i italiensk fodbold, bruger Zlatan Ibrahimvic lige nu tiden på at gå i rette med spilgiganten Electronic Arts.

Firmaet bag verdens mest populære fodboldspil FIFA havnede mandag i svenskerens søgelys, da han satte spørgsmålstegn ved, hvordan de egentlig kunne projektere hans velkendte ansigt ud på TV-skærmene hos millioner af mennesker.

- Hvem gav EA Sports tilladelse til at bruge mit navn og ansigt? FIFPro (Den internationale spillerforening, red.)? Jeg er ikke klar over, om jeg er medlem af FIFPro, og hvis jeg er, blev jeg det uden nogen reel viden gennem en underlig manøvre, skriver Zlatan Ibrahimovic på sin Twitter-profil.

- Nogen tjener penge på mit navn og ansigt uden nogen aftale i alle de år. Det er tid til at undersøge det, fortsætter angriberen i et andet tweet og har siden også påpeget, at han faktisk ikke er medlem af FIFPro.

Ibrahimovic har fået følgeskab af Tottenham-spilleren Gareth Bale, som skriver:

- Interessant... Hvad er FIFPro? #TimeToInvestigate.

Nu overvejer op mod 300 spillere gå rettens vej, fordi de føler, at EA Sports udnytter dem i deres konsolspil, siger Mino Raiola, som er agent for Zlatan Ibrahimovic og en af de mest magtfulde i de afkroge af fodboldverdenen.

- Systemet er forkert, og det her er en kamp, Zlatan vil tage for alle spillere, siger Raiola i et interview med The Telegraph.

Efterfølgende har Zlatan Ibrahimovic delt nedenstående tabel over EA's indtjening på FIFA-spillene.

- Hverken EA Sports, FIFPro eller FIFA ejer mig, men jeg tror, at de skylder mig. Det er på tide, at jeg og mine kolleger får en forklaring på, hvad der foregår, skriver Ibrahimovic på Twitter.

I brokker jer til de forkerte

Midt i krydsilden har spiludvikleren Electronic Arts taget til genmæle. Firmaet bag de populære FIFA-spil siger, at de rettighedsproblemer, spillerne påpeger på sociale medier, ikke vedrører EA eller EA Sports.

- Det er mellem FIFPro, spillerne i deres forening og deres repræsentanter. FIFPro har fortalt os, at det er deres problem, og at de tager hånd om det, siger en EA-talsmand til Forbes.

Spiludvikleren udstiller samtidig agenten Mino Raiolas dobbeltmoral. Man kan ikke både blæse og have mel i munden.

For det er ikke EA's, spillernes eller fansenes opgør. Det er en kamp mellem fodboldagenter og FIFPro, lyder det.

- Mino Raiola er en respekteret spilleragent, som vi har haft et partnerskab med i mange år, også i år, hvor vores forhold sikrede, at hans egen klient Erling Haaland blev en del af kampagnen for FIFA 21-markedsføringen, siger talsmanden fra EA.

FIFA-talsmanden udtaler også, at EA har haft et godt samarbejde med Zlatan Ibrahimovic, som har været med i samtlige FIFA-spil siden 2002.

Dortmund-spilleren Erling Haaland, norsk kæmpetalent, er på forsiden at den nyeste udgave af EA Sports FIFA 21. Han er samtidig klient hos fodboldagenten Mino Raiola. Alligevel har Raiola også kastet sig ind i kampen om spillernes rettigheder. (Foto: LEON KUEGELER © Scanpix)

Siden Zlatan Ibrahimovic sparkede sin holdning ind i debatten, har den internationale spillerforening svaret på kritikken.

FIFPro erhverver sig billedrettighederne via spillerforeninger i næsten 60 lande, og disse stilles så til rådighed for EA og andre spiludviklere, udtaler FIFPro i et svar til Mirror.

- FIFPro's forhold til videospilvirksomhederne indeholder separate aftaler, som de direkte bliver enige med klubber, ligaer, de styrende organer og individuelle spillere om.

FIFPro's medlemsforeninger beslutter så selv, hvordan de bedst bruger indtægterne fra et konsolspil.

- FIFPro rækker ud til spillerne og deres repræsentanter, der for nyligt har udtrykt bekymring, så vi kan svare på deres spørgsmål, skriver den internationale spillerforening til Mirror.

Zlatan Ibrahimovic er siden, ikke offentligt i hvert fald, vendt tilbage med et svar til FIFPro.