F1-kommentar: Merde, Magnussen

Ubarmhjertigt og bittert, at Kevin Magnussen måtte nøjes med et enkelt VM-point efter det prestigefyldte grandprix i Monaco.

Kimi Räikkönen og Kevin Magnussen i nærkontakt i Monaco. (Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT © Scanpix)

Motorproblemer og endnu et sammenstød med Kimi Räikkönen fem omgange før mål sendte Magnussen ned fra en flot sjetteplads og en potentiel femteplads til tiendepladsen, der altså kun giver et point i forhold til de otte og mulige 10 point, der ellers var udsigt til. Ærgerligt, men også klassisk for gadeløbet, hvor små kiks koster dyrt.

Forinden havde Kevin Magnussen leveret en imponerede indsats. Startede som otter og avancerede en enkelt placering fra start og fik også vist tænder undervejs.

Særlig da han var lidt for frisk på pedalen og gik forbi Vergne i en situation, hvor løbet var tæt på men endnu ikke givet frit efter nogle omgange med safety car. En rookie-mistake ja, men også en situation, der illustrerer, hvor sulten Magnussen er for at vise sit værd i Formel 1.

Og tilbage står også, at Kevin Magnussen var stærkt kørende under hele weekenden, så der er masser at tage med videre til de kommende løb i Canada og Østrig.

Her skal der rettes op på det indbyrdes opgør med teamkammeraten Jenson Button, som udnyttede Magnussens problemer i Monaco og tog sjettepladsen.

Efter seks løb fører den erfarne brite nu det indbyrdes regnskab med sin danske rookie med 5-1. Magnussens enlige plus kommer fra den sensationelle andenplads i Melbourne. Ikke fordi Button i sig selv har været prangende, men han er trods alt 10 VM-point bedre end Magnussen en tredjedel inde i sæsonen.

Det kunne have set anderledes ud, havde det ikke været for koks og Kimi. Merde, er der blot at sige.

Drabelig duel hos Mercedes

Endnu tættere er duellen hos Mercedes, hvor Nico Rosberg med sin anden sejr i træk på hjemmebanen i Monaco overtog føringen i VM-stillingen fra teamkammeraten Lewis Hamilton.

Og weekenden har kun været med til at grave endnu dybere kløfter mellem de to kørere, særlig efter Rosbergs kørerfejl i slutningen af kvalifikationen, der muligvis var med til at sikre ham pole position foran Lewis Hamilton.

Der er så små lagt op til en intern duel på niveau med Senna og Prost. Hamilton vil i hvert fald ikke afvise det. Så selvom det måske er kedeligt for Formel 1, at Mercedes er urørlig, så skal teamet nok stå for masser af underholdning på og uden for banen i resten af sæsonen.

Facebook
Twitter