145 danske fans går glip af VM-brag: Mette Bocks fly måtte ikke lande

Adskillige DBU-folk, samarbejdspartnere og kulturministeren kommer ikke til at se Danmark mod Kroatien.

Mette Bock (LA) kommer ikke til Rusland for at heppe på fodboldlandsholdet i aften. Hendes fly er nemlig blevet aflyst. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Kulturminister Mette Bock (LA) må nøjes med at se Danmarks 1/8-finale mod favoritterne fra Kroatien hjemme på sofaen.

DBU havde nemlig arrangeret en flytur til Nizhny Novgorod i Rusland i dag lige tids nok til at være til stede til den vigtigste danske herrelandskamp i de seneste 16 år.

Men selskabet der skulle flyve hende og cirka 145 andre danskere til landet, havde ikke papirerne i orden og måtte derfor ikke lande i Københavns Lufthavn i morges.

Det fortæller kommunikationschef i DBU, Jakob Høyer, som selv skulle have været med på turen, som DBU havde arrangeret og bestilt fly til.

- Efter at vi kom i 1/8-finalen lykkedes det os at bestille et flyselskab, som rent faktisk havde fløjet flere gange. Da vi havde tjekket alle ind her til morgen, så fik vi at vide, at de ikke havde landingstilladelse i København, siger kommunikationschefen, der fortæller, at de forsøgte at få landingstilladelsen, men til sidst måtte give op, da de ikke ville kunne nå kampen.

- Så vi har måtte aflyse, og så stod vi med 145 meget skuffede mennesker ude i lufthavnen, siger Jakob Høyer, der siger, at får de pengene tilbage af arrangøren af rejsen, Jordan Aviation.

Jakob Høyer oplyser til Ritzau, at de også vil rejse en erstatningssag mod flysselskabet for at få dække andre omkostninger.

Både til grupperunderne mod Peru og Frankrig havde DBU et lignende arrangement, hvor DBU med succes fløj sin bestyrelse og sponsorer af sted til Rusland.

Pladser bliver tilbudt andre danske fans

Og aflysningen i dag har ikke taget modet fra unionen, der lover at gøre et nyt forsøg, hvis Danmark overvinder Kroatien i aften.

- Så vi håber og krydser fingre for, at Danmark vinder i aften, så vi kan komme af sted på lørdag, siger Jakob Høyer fra DBU.

Mette Bock har selv kommenteret aflysningen på sin Twitter-profil.

- NEEEJ - for hulen da! Heller ikke denne kamp kommer jeg til. Fly aflyst! På vej retur mod Jylland. Må satse på, at vi går videre i dag, siger hun med henvisning til, at hun ikke kom af sted til kampen mod Frankrig på grund af de igangværende medieforhandlinger.

Kommunikationschefen oplyser, at der vil være mellem 700 og 1.000 danske tilskuere på plads på stadion i aften.

De vil få tilbudt de 145 pladser, som nu er i overskud, så de danske fans enten kan sidde lidt mere samlet på stadion eller få nogle bedre pladser.

Der er dog en smule godt nyt til de uheldige flyrejsende. De kan nemlig se VM-braget på DR1 klokken 20. Optakten begynder allerede klokken 18.55.

Facebook
Twitter