Australien med selvtillid: Danmark må frygte os

Australierne er fulde af selvtillid efter en god indsats mod Frankrig. Nu går de efter sejren mod Danmark, siger de til DR.

Australien scorer her til 1-1 mod Frankrig. (Foto: Toru Hanai © Scanpix)

De havde fortjent bedre. Der skulle nemlig både en VAR-kendelse og noget, der mindede om et selvmål til, før Frankrig med en 2-1-sejr kunne sikre sig tre point over Australien lørdag i Kazan.

Nederlaget betyder, at Australien skal vinde over Danmark, eller i det mindste have uafgjort, for at gøre sig forhåbninger om videre avancement fra gruppen.

Og det er australierne sikre på, at de kan få mod danskerne på torsdag.

- Jeg tror på, vi kan vinde over Danmark. Vi er skuffede over nederlaget, men vi viste mod Frankrig, at vi kan spille lige op med de bedste hold. Vores præstation må gøre, at Danmark og de andre hold nu frygter os, siger Australien-angriberen Andrew Nabbout til DR.

- Vi har en gameplan for os selv, og den kører vi mod alle, også mod Danmark. Vi gjorde det mod Frankrig, og vi var meget uheldige ved begge mål, vi havde fortjent bedre, siger angriberen, der startede på toppen for australierne i Kazan.

- Vi vil gøre det samme mod Danmark, løbe, fighte og sætte dem under pres på dem., Vi bliver nødt til at score, så derfor vil vi ikke spille defensivt, men angribe, siger Nabbout.

Fight og omstillinger

Australien imponerede mod Frankrig, der var heldige med at få sejren. ’The Socceroos’ var fysisk stærke, var farlige på omstillinger, kæmpede forbilledligt og havde bolden i 49 procent af tiden.

Til gengæld var der også en del huller i defensiven, hvilket franskmændene udnyttede.

- Vi skal have et resultat mod Danmark. Vi har ikke fokuseret så meget på dem endnu, men de næste dage handler det om Danmark, siger Robbie Kruse, Australiens nummer 10, der spiller Bochum og derfor kender nogle af danskerne.

- Danmark har et rigtigt godt hold. En del af dem spiller i Tyskland, så jeg kender dem ret godt. De har også et par store stjerner, men vi vil være klar til den kamp. Og vi skal vinde, siger han,

Det vil australierne gøre ved at angribe danskerne.

- Vi skal frem, og vi skal angribe. Vi vil gerne spille god fodbold, vi vil gerne spille frit, og det gjorde vi mod Frankrig. Jeg tror, vi kan spille bedre end i dag, så Danmark får det svært mod os, selv om de har verdensklassespillere på holdet, siger forsvarer Aziz Behich

- Mod Frankrig tog vi aldrig et skridt tilbage, men spillede konstant fremad. Derfor var det skuffende, at vi tabte. Men vi beviste noget over for os selv og omverdenen, og det skal vi bygge videre på mod Danmark, siger Behich.

Danmark og Frankrig har hver tre point i gruppen, mens Australien og Peru har nul point.

Facebook
Twitter