Bosse Johansson: Svenskeren bag Danmarks bedste fodbold-VM

DR Sporten har besøgt Bo Johansson og talt med ham om at blive gammel, VM-slutrunden i 1998, og dengang Tøfting og Gravesen røg i totterne på hinanden under en landsholdssamling.

Der er en fodboldkrig i gang.

Den udkæmpes i Rusland, hvor de nye verdensmestre skal findes. Våbnene er fodboldben for milliarder, der kæmper for flaget på brystet, og præmien for triumf er en smule udødelighed.

Mens de toptunede atleter dyster på grønsværen ved VM-slutrunden i Rusland, tuller en ældre mand rundt i den svenske by Kalmar.

Han nyder sommersolen i haven med sin kone, Kristina, slapper af med at læse avisen og hygge med børnebørnene, når de kommer forbi. Livet er roligt, og det passer ham fint.

Bo Johansson tænder også for fjernsynet for at se VM, men i modsætning til mange af de millioner af seere, der også følger med fra stuerne, så har han intet ønske om at følge det fra tætteste hold.

Den gamle fodbold-general har prøvet det før. Han har været der. Han har gjort det. Han har dog ingen t-shirt at vise for det, men han har en masse minder.

Og denne sommer står minderne en anelse skarpere i det 76 år gamle hoved, for det er 20 år siden, at ”Bosse” fik det danske landshold længere ved et VM, end det før eller siden er sket.

Men jo klarere minderne funkler, jo stærkere smager ærgrelsen også over det, som kunne have været.

- Vi kunne være gået hele vejen i 1998. Det tror jeg stadig på, siger Bo Johansson og bliver fjern i blikket.

Hans tanker vandrer tilbage til den sommeraften i franske Nantes, hvor Rivaldo slukkede det rød/hvide lys, brødrene Laudrup sagde tak for festen, og vi danskere for en stund virkelig troede på, at vi kunne blive verdensmestre i fodbold.

Sommeren '98

Det tætteste Danmark har været på sommeren '92 siden dengang i Sverige, det er sommeren '98.

Danmark gik videre fra VM-gruppespillet i Frankrig med fire point, og i ottendedelsfinalen ventede Nigeria, der på daværende tidspunkt blev regnet for at være Afrikas bedste hold.

Danmark tromlede over de afrikanske stjerner og tog en 4-1-sejr i en kamp, der vækkede minder om 6-1-sejren over Uruguay ved VM i Mexico i 1986. Også på bænken var der stor jubel og tro på tingene.

- Med landsholdet spillede vi aldrig en bedre kamp, mens jeg var landstræner, end den mod Nigeria. Det var fantastisk fodbold, siger Bosse, med et stort smil på terrassen i det lille røde hus i Kalmar.

Men det danske landshold fortsatte med at imponere. 3. juli tog Brasilien imod i kvartfinalen, der i den danske hukommelse huskes som ”lige ved og næsten-kampen”.

Martin Jørgensen skød hurtigt Danmark foran 1-0, inden Bebeto bragte balance i regnskabet. Efter en lille halv time viste Rivaldo, hvorfor han året efter vandt Ballon d’Or-prisen, da han var manden bag det brasilianske 2-1-mål.

Der skulle dog kun spilles fem minutter af anden halvleg, før Brian Laudrup var på pletten i feltet og fejrede det med sin ikoniske jubelscene, som i et splitsekund var den sejeste i hele verden – lige indtil Søren Colding dukkede op.

Men Rivaldo var desværre ikke færdig, og han sikrede Brasilien sejren på 3-2.

- Vi kom bagud, og vi prøvede virkelig at komme frem på banen. Jeg kan huske, at Stig Tøfting stod som bagerste mand og råbte folk frem, griner Bo Johansson, mens han med voldsomme fagter karikerer Stig Tøfting.

Hvad det kunne være blevet til, det er svært at spå om, men svenskeren tror stadig på, at Danmark kunne være gået hele vejen.

- Vi spillede noget fantastisk fodbold, og med de spillere, der var på holdet, så kan jeg ikke se, hvorfor Danmark ikke skulle have vundet det hele.

- Vi var ikke bange for nogen. Vi gjorde hvad vi kunne, og det kunne vi med ro i sindet sige til os selv efter kampen. Det var et ærefuldt nederlag.

'Nøj, hvor vi spillede meget golf'

- Jeg tror, jeg ligger i handicap 16, så jeg er ikke så god, siger Bosse, inden han med et vrid i hoften svinger golfkøllen, så bolden triller fra den ene ende af haven til den anden.

Bo Johansson var en træner, der satte mennesket over fodboldspilleren. Hvis mennesket i fodboldspilleren ikke trives, så trives fodboldspilleren heller ikke, og han har et hav af kurser i menneskelig adfærd til at bakke sin påstand op, fortæller han.

Derfor har det altid været vigtigt for Bosse, at hans spillere har følt sig tilpas, og det var ikke mindst tilfældet, når de var til slutrunder.

Bosse lærte at spille golf i 1998, og han har gjort det ivrigt lige siden.

Det kom til udtryk ved VM i 1998 i Frankrig. ”Golf-slutrunden” er den også blevet kaldt, da den blev kendt for, at spillerne tilbragte en del tid på greenen – mere end på fodboldbanen, har flere påstået. Og Bo Johansson afviser ikke postulatet.

- I Frankrig spillede vi virkelig meget golf. Nøj, hvor vi spillede meget golf! Ud af 22 spillere var der 18, som spillede golf. Det var helt perfekt, siger Bosse.

- Vi var der i fem uger, og der var fem dage mellem kampene. Hvad skulle vi lave? Nogle spillede tennis, men så hellere spille golf, synes jeg. Spillerne koblede af med det, så det var fint.

I dag spiller han stadig golf, og han vil gerne i den lokale golfklub mindst to-tre gange om ugen, hvis vejret tillader det.

Stridsherrerne Tøfting og Gravesen

Der er masser af gæstfrihed og venlighed i det lille svenske hjem. Det kan man mærke med det samme, man træder ind i huset.

Konen Kristina serverer boller, og Bo Johansson fylder insisterende kaffe i kopperne, mens han ivrigt fortæller om sine fire år som dansk landstræner.

Bo Johansson er en rar mand. Det kommer også til udtryk, når der bliver talt om gamle dage, og et tilfældigt dansk landsholdskoryfæ bliver nævnt. Så indleder svenskeren altid sin beretning med samme sætning:

- Han er en fin fyr. Der var aldrig nogen problemer med ham.

Men på trods af det stille sind og rolige gemyt, så mindes Bosse dog en enkelt gang i sine fire år som dansk landstræner, hvor han blev vred. Nærmest rasende.

Det var under EM-slutrunden i 2000 i Holland og Belgien, hvor to af landsholdets mere berygtede spillere fløj i totterne på hinanden.

- Vi spillede 11 mod 11, og så bragede Thomas Gravesen og Stig Tøfting sammen på fodboldbanen, og de endte i fysisk slagsmål midt under træningen. Der blev jeg sur, siger han med alvorlig mine.

- Det lignede ikke noget – vi var til EM, og så har vi altså ikke tid til sådan noget, og ingen af dem ville jo give sig. Det er to midtbanespillere, der er nogle af de vigtigste spillere. Så farede jeg ud på banen og råbte, at hvis det ikke stoppede med det samme, så kunne de rejse hjem.

Og Bosse holder den dag i dag fast i, at på trods af de to spilleres betydning for holdet, så var han klar til at gøre alvor af truslen.

- Jeg kan godt forstå, at man kan blive lidt tosset, men så giver man en undskyldning, og så er det ovre. Man kan ikke gå og spekulere på sådan nogle ting under en slutrunde. Men begge var jo ”stridsherrer”. Det faldt dog hurtigt ned igen, og de forstod også begge to godt budskabet, siger Bo Johansson, inden han følger op med en afsluttende bemærkning.

- Men det var fine fyre. Jeg havde et godt forhold til begge to, så der var ikke noget problem.

'Sovepiller hver jävla nat'

”Et ærefuldt nederlag” som mod Brasilien blev det ikke til i år 2000, da Danmark og Bosse spillede EM i Belgien og Holland.

Danmark tabte gruppekampene til Holland, Tjekkiet og Frankrig, og holdet måtte rejse hjem med nul point, ingen scoringer og en negativ målscore på otte mål.

Efter det sviende nederlag ved EM, følte Bosse, det var tid til at komme videre. Det samme gjorde hans kone og hans helbred.

Landstrænerjobbet begyndte at tære på ham, og det var tid til at trække stikket.

- Jeg havde det hårdt med helbredet i slutningen af min periode som dansk landstræner. Man sover for lidt, for man vil hele tiden en masse ting, og man tænker fodbold hele tiden. Det er et meget hårdt liv, som tager al din tid. Når jeg arbejder, så arbejder jeg hele tiden, og det er hårdt, siger Bosse, inden konen Kristina afbryder og skærer tingene ud i pap:

- Du sov på sovepiller hver jävla nat, undskyld mit sprog, siger Kristina, og banker i havebordet.

- Han kom hjem, og så sagde jeg: ”Du kan ikke holde til det her mere”, og så stoppede han.

Bo Johansson forlod Dragør og Danmark og flyttede hjem til Kalmar. I mere end to år lavede han ikke noget udover at tilbringe tid med familien, rejse og spille golf.

Konen hepper på danskerne

Senere blev det til nogle forskellige job som træner i skandinaviske klubber, men siden 2005 har Bo Johansson nydt livet som pensionist i Kalmar, hvor han er et kendt ansigt og har fået opkaldt en vej efter sig.

Kigger man over ligusterhækken i den lille have, kan man se hen til "Bossevägen".

Det er byens tak for lang og tro tjeneste som både spiller og træner af flere omgange i den lokale fodboldklub Kalmar FF.

I Kalmar har Bo Johansson fået opkaldt en vej efter sig. Den hedder - selvfølgelig - "Bossevägen".

Bosse synes det er sjovt med Bossevägen, men han bliver kun mindet om den, når han cykler forbi. Hukommelsen er ikke, hvad den har været hos den 76-årige Kalmarbo, fortæller han, og konen nikker i enighed.

- Man begynder jo at glemme. Jeg glemmer utroligt mange ting – jeg kan ikke så godt huske længere. Jeg mærker det jo ikke så meget selv, men Kristina mærker til det. Men jeg er 76 år, og jeg har haft mange hårde jobs, så det har jo sat sine spor.

På grund af den dårlige hukommelse har han også skrevet ned på et lille stykke papir, hvornår der kommer kampe ved VM i Rusland, som han skal se. Sveriges kampe er de vigtigste, og han skal se dem alle.

Kristina var mere interesseret i Danmarks kampe, for det er danskerne, hun hepper på.

- Vi har haft så mange gode år i Danmark, og vi har mødt så mange dejlige mennesker der, så jeg har heppet på Danmark, lige siden Bosse var træner for dem. Det bliver jeg ved med, siger hun, inden Bosse falder ind i samtalen igen.

- Min bedste tid som træner, var som landstræner for Danmark. Det er en tid jeg er meget stolt af.

Bosse og Danmark

I 1397 blev der på Kalmar Slot indgået en aftale mellem Danmark og Sverige, der blandt andet betød, at man skulle stå sammen mod fjender fra udlandet.

Kalmar Unionen eksisterede i 126 år, indtil svenskerne blev trætte af Danmark.

Den danske aftale med Bo Johansson blev indgået i 1996, og i fire år stod han sammen med Danmark imod fremmede nationer fra hele verden, og han gav os en sommer for 20 år siden, som mange danskere aldrig vil glemme.

Det vil Bosse heller ikke, og hverken han eller konen virker til at blive trætte af Danmark foreløbigt.

- Nej, Danmark vil altid være noget specielt for os, siger han og peger stolt op på et lille danske flag, han har til at stå på en hylde sammen med de mange trofæer, han har vundet i sin karriere.

- Det var fantastiskt då. Det fanns inga problem.

Facebook
Twitter