Danmark er videre: Sådan kommer du til VM-braget i Rusland

Det er stadig muligt at få billetter til Danmarks ottendedelsfinale.

Danske fans før kampen mellem Danmark og Frankrig i tirsdags. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2018) (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Bed chefen om fri på mandag og hop på et fly mod Rusland i weekenden. Det er ikke for sent at sikre dig adgang til Danmarks 1/8-finale mod Kroatien ved VM.

Kampen spilles søndag kl. 20 dansk tid i byen Nisjnij Novgorod, og DR giver dig her hjælp til, hvordan du bliver en del af fodboldfesten i Rusland.

Billetter

Det kommer dog til at kræve en indsats og et lille smule held at sikre sig en plads på stadion, når Eriksen, Schmeichel og co. går på banen.

Der er nemlig udsolgt til kampen, og DBU og de danske fans får ikke flere billetter tilbudt af Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), bare fordi Danmark er gået videre.

DBU opfordrer dog alle danske fans til at holde øje med Fifas hjemmeside:

- Der kan løbende komme flere billetter til salg, hvis fans fra Peru eller Australien opgiver deres reserverede billetter, fortæller DBU's kommunikationschef Jakob Høyer.

Desuden har DBU selv som organisation fået et mindre antal reserverede billetter til sponsorer og andre, som nu kan komme i spil.

- I løbet af det næste døgn kan vi forhåbentligt meddele, hvor mange billetter der eventuelt kommer til salg, siger Jakob Høyer.

Danske fans kan også forsøge sig i Facebook-gruppen "Danske fodboldsfan på udebane". hvor flere argentinske fans allerede har sat billetter til salg til den ottendedelsfinale, som argentinerne troede de skulle spille.

Fan ID: Din adgang til kampene og Rusland

Et officielt Fan ID udstedt af VM-arrangøren Fifa er dog obligatorisk, hvis man vil ind til en af kampene. Det er altså ikke nok kun at have en billet. Fan ID'et er et lamineret kort med billede og personlige informationer, der kan identificere dig.

Den russiske præsident, Vladimir Putin (tv) og FIFA's præsident, Gianni Infantino (midt) fremviser deres Fan ID. (Foto: SPUTNIK © Scanpix)

Man ansøger om et Fan ID på denne side. DBU oplyser til DR, at det er muligt at få fat i et Fan ID inden kampen på søndag.

Et Fan ID gælder samtidig som visum til Rusland. Derfor behøver du ikke gennem besværet og ventetiden ved at søge om et visum, hvis bare du har skaffet det lille laminerede kort.

Et Fan ID er altså sammen med billetten din adgang til kampene og til Rusland. Derfor er det vigtigt, at du har styr på det inden afgang.

Transport

Der er en lufthavn i byen Nisnjnij Novgorod (GOJ Nizhny Novgorod), hvor kampen spilles. Men der går ikke direkte fly fra danske lufthavne til byen.

Er man klar til en eller to mellemlandinger, er det dog muligt at komme dertil med fly på omkring 10 timer fra Kastrup, hvis man søger på diverse rejseportaler.

En anden mulighed er at flyve til Moskva - det tager to timer og 25 minutter fra Kastrup eller mellem fire og seks timer med mellemlanding fra Billund - og selv transportere sig de ca. 400 kilometer videre til Nisjnjij Novgorod.

Danske fans har en fest under kampen mod Australien. (Foto: Ulrik Pedersen/Ritzau Scanpix). (Foto: Ulrik Pedersen © Scanpix)

I en lejet bil vil turen tage i omegnen af seks timer fra Moskva. Men et billigere - og potentielt hurtigere - alternativ er de gratis VM-tog, som man som fan til VM kan benytte sig af mellem værtsbyerne, hvis man har et Fan ID.

For de meget køreglade er det selvfølgelig muligt at tage turen hele vejen i bil. Men da der er mellem 30 og 40 timers kørsel, vil det være en god ide at tage afsted i rigtig god tid.

Facebook
Twitter