Danmarks spillere er slidte: ’Vi må ikke skifte for meget’

Åge Hareide erkender at flere af spillerne er slidte, men han ønsker ikke at ændre for meget på holdopstillingen.

Muligheden for en dansk plads i ottendedelsfinalen er bestemt i sigte, men det kræver formentlig en energidrik eller to. Flere af de danske spillere er nemlig slidte, fortæller den danske landstræner Åge Hareide.

- Jeg vil ikke afsløre, hvem de slidte spillere er, fordi måske følger Frankrig med i de danske medier. Men det er klart, at alle har leveret en formidabel indsats, og vi har løbet mere end normalt i kampen mod Australien, forklarer landstræneren.

- Det gør vi, fordi vi har for dårlig boldomgang. Der er simpelthen for mange tekniske fejl, og det skal vi så reparere med lange returløb, siger Åge Hareide.

Det betyder, at der er en større træthed i truppen, og det kan være, at Åge Hareide er nødt til at kigge på, om der skal ske ændringer i startopstillingen for at få friskere spillere ind.

Der vil komme ændringer

Allerede nu ved vi, at Yussuf Poulsen ikke er med mod Frankrig, da han har karantæne. Der kan være flere ændringer på vej, men ikke for mange.

- Vi skal til at kigge på bredden i truppen, men hvis vi skifter for meget, så kan det gå ud over hele holdet, så vi må finde den rette balance, forklarer Åge Hareide.

Én spiller, som man helt sikkert vil se på banen mod Frankrig, er kaptajnen Simon Kjær. Han gav dog udtryk for, at han var træt efter kampen mod Australien.

- Det seneste nye med Simon Kjær er, at han har ondt i ryggen, benene og resten af kroppen. Men Simon Kjær er en hård hund, så han bliver klar til Frankrig, forklarer Åge Hareide.

- Han er vant til at spille hårde kampe, og han har virkelig været solid for os, så han skal på banen uanset hvad, siger han.

Danmarks næste kamp er som nævnt mod Frankrig, hvor et enkelt point vil sende Danmark videre fra gruppen. Kampen er tirsdag klokken 16, og den bliver vist på DR1. Man kan også lytte til den i LIGA på P3 eller følge den på dr.dk/vm.

Facebook
Twitter