Danske fodboldfans frygter russisk billetkaos: ‘Kom flere dage før kampen, der kan være lang kø ved billetkontoret’

Billetter til Danmarks kamp mod Australien skal afhentes i billetkontor 14 timer i tog fra Moskva.

Kø ved et VM-billetkontor i Moskva i Rusland (Arkivfoto). (Foto: Sergei Karpukhin © Scanpix)

En flok danske fodboldfans er tilsyneladende fanget i et bureaukratisk billet-mareridt. De fortæller, at VM-arrangøren Fifa via email har meddelt, at det ikke er muligt at sende billetter til landsholdets gruppekamp mod Australien.

Billetter der for længst er bestilt og betalt. En af dem er Toke Thrane-Hanghøj, der i selskab med fire andre har planlagt en lang fodboldrejse til byen Samara, hvor Danmark skal møde Australien.

Men tre af de i alt fem billetter når ikke at komme frem og skal derfor afhentes i et specifikt billetkontor i Samara før kampen.

- De skriver, at man bør komme flere dage i forvejen, for der kan være lang kø. Men vi bookede flybilletter helt tilbage i december. Det er lidt komisk, at de to uger før afrejse mener, at vi bare kan ændre vores rejseplaner, så vi kan stå i kø ved et billetkontor, siger Toke Thrane-Hanghøj til DR Nyheder.

Flere ramt, ifølge fansite

Han er ikke alene. På facebook-siden ‘Danske fodboldfans på udebane’ skriver flere, at de også har modtaget emailen fra det internationale fodboldforbund, Fifa, der arrangerer sommerens VM-slutrunde. Det vides på nuværende tidspunkt ikke, hvor mange danske roligans der er fanget i billet-bureaukratiet.

Dansk Boldspil-Union (DBU) er ifølge kommunikationschef Jakob Høyer ikke blevet underrettet om billet-problemerne af Fifa. Han understreger, at DBU ikke har noget med slutrundebilletterne at gøre, der alene organiseres af Fifa og organisationen i Rusland.

Billetter bekræftet i februar

Toke Thrane-Hanghøj bestilte og købte billetterne i januar. I februar bekræftede VM-billetkontoret handlen. Siden har han ikke hørt noget. Før nu, hvor emailen fra Fifa tikkede ind.

- Det er en bitter pille at sluge. Vi havde regnet med, at vi skulle sidde i toget og nyde det. Vi rejser først med fly til Moskva og derfra 14 timer med tog til Samara, hvor vi skal stå i kø, siger Toke Thrane-Hanghøj, der først ankommer til kampbyen på spilledagen og derfor har fire timer til at få fat i billetterne.

- Vi må tage en taxa hen til billetkontoret, stille os i kø og håbe, at vi kan nå at få vores billetter. Vi må krydse fingre for, at det er tids nok. Men det er svært at vide, når Fifa skriver, at de anbefaler man er der flere dage i forvejen, konstaterer han.

Fuldmagt kræver stempler

Et familiemedlem ankommer til kampbyen Samara et par dage, før Christian Eriksen, Kasper Schmeichel og resten af landsholdet møder Australien. Men han kan ikke uden videre troppe op og afhente billetterne.

- Vi kan give ham en fuldmagt. Men den gælder kun, hvis en officiel notar i byretten stempler alle dokumenter. Det koster 900 kroner pr mand og vi har ingen garanti for, at det russiske billetkontor godtager stemplerne fra en dansk byret - hvor vi i øvrigt skal bestille tid i forvejen, siger Toke Thrane-Hanghøj.

DR Nyheder har uden held forsøgt at få det internationale fodboldforbund, Fifa, til at be- eller afkræfte billet-problematikken.

Facebook
Twitter