Danske roligans på vej til Rusland: Nu skal vi til fest

Stemningen blandt de danske roligans i lufthavn i Kastrup var høj før afrejsen til VM.

I dag var Københavns Lufthavne i Kastrup fyldt med rødt-, hvidt- og festklædte danskere.

De skulle nemlig til en helt særlig begivenhed:

- Nu skal vi til fest, som fodboldfanen Kasper Madsen beskrev det overfor DR Nyheders udsendte reporter.

Med andre ord skal de til Moskva for at følge Danmarks kampe ved fodbold-VM i Rusland.

- Jeg glæder mig mega meget og har glædet mig det seneste år på, at vi skulle afsted, sagde Morten Bentsen, der ventede ved sin gate på at boarde flyet mod Rusland.

- Det bliver simpelthen spændende. Det er ligesom juleaften. Jeg tror, at det bliver rigtigt, rigtigt sjovt, sagde Bjarne Bihl-Nielsen.

Og forventningerne til det danske fodboldlandshold? De er tårnhøje.

- Jeg vil gerne have en guldmedalje, lød fra det fra Pelle Nielsen efterfulgt af et lille grin.

VM sparkes i gang i eftermiddag med åbningskampen mellem værtlandet og Saudi Arabien. Danmark spiller sin første kamp ved VM på lørdag kl. 18.00 mod Peru. Efterfølgende venter Australien og Frankrig.