Den brandvarme, bekymringen og alarmklokken: Danmarks VM-form peger i flere retninger

Landsholdet er samlet i Helsingør frem mod VM, og vi har taget et kig på, hvordan formen ser ud før starten.

(Foto: SCANPIX © Scanpix)

Hvis man tager en rigtig dyb indånding, kan man næsten dufte VM-slutrunden. Så tæt er vi på starten af turneringen. Sommerfuglene titter frem i maven, mens dagene tæller ned.

Onsdag trænede det danske landshold for første gang sammen efter at have mødtes på Hotel Marienlyst i Helsingør. I hvert fald de spillere, som er mødt ind indtil videre. Snart vil hele den 35 mands store trup være samlet.

Og siden VM-billetten kom i hus i november sidste år, er det største ønske fra landsholdets synspunkt blevet opfyldt.

- Det vigtigste, der er sket, er, at Christian Eriksen ikke er blevet skadet. Som jeg sagde allerede, da holdet kvalificerede sig, så var det altafgørende at få ham igennem Premier Leaguesæsonen uden skader. Han er så betydningsfuld for det hold her, siger DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul.

Truppen skal skæres ned til 23 mand inden den 4. juni, og det er ventet, at Åge Hareide skærer ned til 25 allerede den 28. maj.

Man regner ikke med de store overraskelser. For nordmanden er det nemlig vigtigt at holde fast i stammen på holdet, som også kvalificerede Danmark til VM. Kontinuitet er altafgørende.

Men hvordan har stammen det egentlig her kort før VM? Vi har sammen med Andreas Kraul kigget nærmere på de positive og negative signaler, som Åge Hareide går ind til VM-lejren med.

Den brandvarme

Landstræner Åge Hareide og Christian Eriksen under fodboldlandsholdets træning i Helsingør onsdag den 23 maj 2018. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2018) (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Christian Eriksen

Måske har Eriksen ikke spillet fremragende de seneste kampe for Tottenham, men det er en dansker, som ankommer til Helsingør fyldt med selvtillid efter en sæson, hvor han scorede 10 mål i Premier League og bliver rygtet til verdens helt store klubber.

- Vi har simpelthen en verdensstjerne på vores hold. Det er meget få af de deltagende lande, som har det. Han kommer stærk til lejren efter en rigtig god sæson, hvor han også blev valgt til årets hold sammen med andre stjerner. Så skal vi bare lige have kærestens fødsel på plads til tiden, så ser det godt ud, forklarer Andreas Kraul.

Krauls andre bud:

Thomas Delaney

En solid sæson af midtbanedynamoen hos Werder Bremen uden skadesproblemer, der har vækket interesse fra Premier League.

Jonas Lössl/Mathias Zanka Jørgensen

Sammen var de en vigtig del af at redde Huddersfield fra nedrykning i Premier League, og de er derfor tjekket ind i landsholdslejren med en succeshistorie i bagagen.

Martin Braithwaite

Det er måske den varmeste af alle spillerne, som møder ind i landsholdslejren. Bordeaux-angriberen har scoret tre mål i de seneste to kampe i den franske liga, og oser derfor af selvtillid.

Pilen peger den rigtige vej

Nicklas Bendtner

Han er en af de spillere, som ikke er mødt ind i lejren endnu, da han har en kamp mere for sin klub Rosenborg. Men selvom han ikke var med i den seneste kamp for de norske mestre på grund af en skade, så er Andreas Kraul meget optimistisk om den erfarne bomber.

- Selvom Bendtner har haft en lille smule skadesproblemer, så er min fornemmelse omkring ham rigtig god. Det gode ved Bendtner er, at der har været meget positivitet omkring ham. Han har indordnet sig med den rolle, han har på landsholdet. Han virker til at være et godt sted i sit liv, siger Andreas Kraul.

Nicklas Bendtner er stadig ikke mødt ind i landsholdslejren. (Foto: Wold © Scanpix)

- Det er godt at have en med, som har leveret til en slutrunde før, og det kan man jo sige, at Bendtner har. Han er altid god til at være skarp i de fleste store kampe. Han ved, hvor målet står til slutrunderne, og derfor er det en fed joker at have med, forklarer han.

Simon Kjær/Andreas Bjelland

Bendtner er ikke den eneste, hvor tingene begynder at ligne noget. Både Andreas Bjelland og Simon Kjær møder nemlig ind til landsholdslejren friske og klar til at kæmpe for nationen.

- Det er Hareides to foretrukne, og tingene går den rette vej for dem begge efter et forår med nogle skader. De nåede begge at spille lidt inden sæsonafslutningen og kommer begge friske til lejren efter et par fridage. Det gør, at landstrænerens foretrukne stopperduo virker til at være intakt, og de kender i forvejen hinanden rigtig godt, siger Andreas Kraul.

Bekymringen

Andreas Cornelius

Siden starten af april er det kun blevet til godt 90 minutters spilletid for den danske angriber, som også har døjet med en skade i baglåret. Derfor er det langt fra en optimal optakt til VM-slutrunden for Cornelius, som ellers var et rigtig godt bud på en mand i startopstillingen i Danmarks første kamp mod Peru.

Der har været langt mellem Andreas Cornelius' opture i foråret. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

- Med Cornelius er bekymringen mest omkring, at han har været skadet og ikke har fået så meget spilletid. Normalt vil man ikke være så bekymret, fordi han ofte fungerer som en rambuk og en forhammer på landsholdet, siger Andreas Kraul.

- Hans vigtigste opgave mod Peru vil jo være at være høj og stærk, og det er han jo på trods af manglende spilletid. Derfor er det ikke alarmerende, så længe de får gjort ham kampklar. Han er vigtigere som rambuk og oplægger, end han er inde foran målet. Skaden er selvfølgelig problematisk, men der er også gode erstatningsspillere til ham, hvis han ikke er på toppen, forklarer han.

Andreas Kraul nævner også:

Andreas Christensen

Kometkarrieren er gået lidt i stå for Andreas Christensen, der har haft et uskønt forår med dårlige præstationer, hvor det heller ikke er blevet til fast spilletid. Siden starten af marts er han kun startet inde seks gange for Chelsea, og antallet af fejl har taget til.

- Vi har at gøre med en ung spiller, og for ham er det den første sæson på det her niveau i Premier League. Når man spiller på det her niveau, betyder det, at man taber meget mental energi. Måske er han lidt træt på grund af det, forklarede Antonio Conte til de engelske journalister i april-måned.

Alarmklokkerne ringer

William Kvist

Midtbanegeneralen på landsholdet har langt fra fået den optakt til VM, som hverken han selv eller Åge Hareide havde håbet på. Spilletiden på et FC København-hold, der er et stykke fra fordums styrke, har været lille, hvor han er blevet slået af holdet af Rasmus Falk.

Siden starten af marts-måned har Kvist kun startet for københavnerne fire gange. Ellers har han fulgt med fra bænken, når bolden er blevet givet op.

- Det er det helt store spørgsmål, som Åge Hareide stiller sig selv. Landstræneren har haft den her idé om, at William Kvist skulle spille mindst to af de tre gruppekampe. Men situationen i det her forår for Kvist har vist nogle problemer, hvor han i Superliga-sammenhæng ikke har været på højde med, hvor han burde være. Derfor er der de her bange anelser omkring ham, siger Andreas Kraul.

- Heldigvis har de en masse træningsdage og testkampe før VM, hvor Kvist kan bevise over for Hareide, at landstræneren kan stole på at starte ham, forklarer han.

Danmark spiller første kamp ved VM den 16. juni mod Peru, men de har et par testkampe inden da mod henholdsvis Sverige den 2. juni og Mexico den 9. juni. De tre kampe kan lyttes til i LIGA på P3.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter