Eriksen-perle og VAR-diskussion: Det skriver de internationale medier

Eriksens kongekasse og Australiens VAR-straffe stjæler overskrifterne.

Eriksen og Poulsen - to af opgørets nøglefigurer. (Foto: DAVID GRAY © Scanpix)

Danmarks opgør mod Australien får også spalteplads i de internationale medier.

Vi har samlet nogle af reaktionerne herunder.

BBC med Eriksen i toppen

Hos det britiske public service moderskib BBC scorer Christian Eriksen højeste karakter med 7,27 ud af 10.

Her får særligt Eriksens føringsmål pæne ord med på vejen:

- Danmark fik en flyvende start efter Eriksens sublime afslutning, skriver man, mens man hæfter sig ved Danmarks fine muligheder for stadig at avancere. Men det kræver større skarphed foran mål.

"Han skal jo have armen et sted"

I Norge går diskussionen om straffekendelsen til Australien lystigt. Yussuf Poulsen fik en bold headet ind på armen, og efter videogennemsyn pegede den spanske dommer på pletten.

Hos NRK lyder det fra kommentatoren Thomas Lerdahl:

- Det er et billigt straffe. Bolden er på vej mod mål, men et eller andet sted skal han jo have armen. Men hvad er hands?

"Danskerne var bange for os"

Hos australske News.com bliver Australiens hollandske landstræner, Bert van Marwijk, citeret for at sige:

- Vi kontrollerede kampen - de var bange for os. Vi fortjente at vinde kampen. Hvad mere kan jeg sige?

Han udtrykker samtidig stolthed ved at spille en god kamp mod verdensranglistens nummer 12; Danmark.

I Frankrig fokuserer man på... Frankrig

Hos franske l'Equipe kalder man opgøret: "Overraskelsen i Samara".

Samtidig hæfter man sig ved, at resultatet er favorabelt for Frankring, som står med gode muligheder for at slutte som etter i puljen.

Man noterer også, at Australien med resultatet spiller en "vidunderlig forstyrrende rolle" ved VM.

Følg opgøret mellem Frankrig og Peru direkte her.