Eriksen tror på VM-kvartfinale: 'Vi står med en stor chance'

En dansk kvartfinaleplads vil ramme ind i folks nationalfølelse, vurderer Christian Eriksen før Kroatien-kamp.

Christian Eriksen efter sin scoring mod Australien, og forhåbentlig får han grund til mere jubel. (Foto: MARTIN MEISSNER © Scanpix)

De danske landsholdsspillere har en stor tro på sig selv før søndagens ottendedelsfinale mod Kroatien ved VM.

Christian Eriksen ser gode chancer for, at Danmark kan spille sig ind blandt turneringens sidste otte hold.

- Jeg glæder mig helt vildt. Jeg tror, at vi alle ved, hvor fed en situation, vi har bragt os i. Det er en chance, som vi ikke vil lade gå forbi os, siger Christian Eriksen.

- Det vil give noget til nationalfølelsen i Danmark, hvis vi går videre. Det vil være stort og skabe sammenhold på holdet - og i hele landet, går jeg ud fra.

- Vi har bygget op til at stå her i lang tid, og det ville have været en skandale, hvis vi var røget hjem efter puljespillet. Vi er ikke tilfredse og vil videre, siger han.

Mens kroaterne har besejret Argentina, Nigeria og Island på vejen mod ottendedelsfinalen, så har Danmark slidt mere med en hårdt tilkæmpet sejr over Peru og uafgjort mod Australien og Frankrig.

- Kroatien er måske lidt favorit, når man ser på, i hvilke klubber de spiller, og hvordan de har gjort det i gruppen, som de har domineret.

- Det her afgøres over en kamp, og vi er ligeglade med, hvordan vi har spillet i gruppen, siger Eriksen, der føler sig lige så afslappet som normalt.

- Ja, det synes jeg. Der har ikke været den store forskel.

Kampen mod kroaterne kan gå ud i forlænget spilletid og måske straffesparkskonkurrence, da der skal findes en vinder.

- Jeg tror, at vi har afgjort det inden, men skal der straffespark til, så er vi klar til det, siger Eriksen.

Ottendedelsfinalen mod Kroatien kan følges søndag kl. 20 på DR1 med optakt fra kl 19.00. Kampen kan også følges i VM på P3 og på dr.dk/vm

/ritzau/

Facebook
Twitter