Eriksen vil savne William Kvist: 'Stor figur på landsholdet'

William Kvist er en type, som alle på landsholdet holder af, og han vil blive savnet, siger Christian Eriksen.

Christian Eriksen er ærgerlig over, at William Kvist i fremtiden ikke vil ligge bag ham på banen, når landsholdet spiller. (Foto: DARREN STAPLES © Scanpix)

Christian Eriksen kommer i fremtiden til at savne William Kvists gode humør og anderledes tankegang på fodboldlandsholdet.

Det siger Eriksen, efter at William Kvist søndag aften annoncerede sin landsholdspension, da Danmark havde tabt VM-ottendedelsfinalen til Kroatien efter straffesparkskonkurrence.

- Det er ærgerligt, at han stopper, pisse ærgerligt. Han er en stor figur på landsholdet og en stor personlighed, og han har været det i alle de år, hvor jeg har været med. Det er en, som jeg har gået opad i mange år.

- Han er en atypisk fodboldspiller, som har en masse sjove tiltag og speciel tankegang, og det bliver savnet på landsholdet. Han er en type, som alle holder af, siger Christian Eriksen.

William Kvist nåede at spille 81 landskampe for Danmark, og selv om han selv har valgt at stoppe i rødt og hvidt, fik han næppe den udgang på landsholdskarrieren, som han kunne ønske sig.

Han brækkede et ribben i Danmarks første VM-kamp mod Peru, men formåede alligevel at kæmpe sig tilbage og være i spil til Danmarks to sidste kampe ved slutrunden.

Sådan en fighterindsats skal anerkendes, mener Christian Eriksen.

- Tager vi in mente, hvad han har gået igennem for at komme tilbage her under VM med et brækket ribben, fortjener han et kæmpe skulderklap, siger Christian Eriksen.

Også Michael Krohn-Dehli meldte efterfølgende ud, at han har spillet sin sidste landskamp.

Ifølge målmand Kasper Schmeichel kan de to nu forhenværende landsholdsspillere se tilbage på landsholdstiden med stolthed.

- Krohn og William er to fantastiske mennesker og fodboldspillere. De vil blive savnet på og uden for banen. De har begge haft rigtig flotte landsholdskarrierer, siger Schmeichel.

/ritzau/

Facebook
Twitter