Eriksens afløser: Håber chefen er tilfreds

Michael Krohn-Dehli spillede en time fra start i testkampen mod Sverige.

Michael Krohn-Dehli fik en time på banen. (Foto: 9200 Björn Larsson Rosvall/TT/Scanpix 2018) (Foto: 9200 Björn Larsson Rosvall/TT © Scanpix)

Det var en rutineret herre, som landstræner Åge Hareide havde sat på holdkortet for at udfylde den rolle, som Christian Eriksen normalt har.

Selvsagt lidt af en opgave for Deportivo-spilleren, der havde et par fine aktioner undervejs. Blandt andet en god mulighed i første halvleg.

Det blev dog kun til en time på banen for Michael Krohn-Dehli, der roste den svenske defensiv.

- Det blev en lidt svær kamp, for Sverige er et godt defensivt hold, som står kompakt. Jeg vidste godt, at der ikke ville blive så meget rum, men jeg kunne godt have været lidt mere på bolden, siger Michael Krohn-Dehli.

Fik du givet Åge Hareide nogle svar i forhold til det, du kan bidrage med?

Det håber jeg. Man går altid ind for at gøre sit bedste, og jeg håber også, at chefen er tilfreds med det, jeg leverede i dag, siger Michael Krohn-Dehli, der ikke delte den opfattelse af kampen, som mange seere sad tilbage med.

At det var lidt af en sommerkamp.

- Nej, jeg vil ikke kalde det en sommerkamp, men det er et stykke tid siden flere af os har været i kamp, så der manglede lige lidt. Det er lidt ærgerligt, at vi ikke fik prikket en enkelt ind, lød det fra Krohn-Dehli

Facebook
Twitter