Fem VM-øjeblikke vi aldrig glemmer

VM-historien har budt på mange episoder, som vi altid vil huske. Her får du DR Sportens Marco de los Reyes’ bud på en top fem.

Zinedine Zidanes angreb på Marco Materazzi i VM-finalen i 2006 (til venstre) er en af VM-historiens mest ikoniske episoder. Øverst til højre hilser Diego Maradona og Gary Lineker på hinanden efter deres VM-kvartfinale i 1986. Og nederst ses Pelé, VM-historiens største spiller.

De første 56 kampe ved VM-slutrunden i fodbold i Rusland er nu blevet spillet, men de afgørende kampe, som også er dem, der traditionelt leverer de mest markante højdepunkter, er stadig tilbage.

Forud for de kampe har jeg set tilbage på VM-historien og er kommet med mit bud på de fem mest mindværdige øjeblikke fra de første 20 slutrunder. Øjeblikke, der både alene og som en del af en større fortælling altid vil stå som betydningsfulde episoder i VM-historien.

1. Spøgelsesmålet på Wembley Det mest omtalte mål i VM-historien. Hvis der altså var mål? For det er jo det, som det hele handler om. Var bolden over stregen, da England kom foran 3-2 i den forlængede spilletid mod Vesttyskland i VM-finalen på Wembley i 1966. Det var den altså ikke, men Geoff Hurst blev noteret for scoringen – efter at den schweiziske dommer Gottfried Dienst havde konfereret med den sovjetiske linjevogter Tofiq Bahramov, Og lidt senere scorede Geoff Hurst sit tredje mål i den finale, som værtsnationen vandt 4-2. Målet til 3-2 er siden blevet diskuteret igen og igen, og målet er ikke mindst interessant, fordi det var med til at sikre England den hidtil eneste triumf ved en EM- eller VM-slutrunde. Englænderne skal altså være rigtig glade for, at VAR ikke eksisterede dengang.

2. VM-historiens flotteste mål Det mål, som Diego Maradona scorede til 2-0 mod England i 1986, hænger uløseligt sammen med det mål, han fik lov til at score kort tid forinden. Her sprang han op og slog bolden i mål med ”guds hånd”, som han efterfølgende har udtalt. Det var i en kvartfinale ved VM i Mexico, og mens det mål blev scoret af skurken Diego Maradona, blev det næste scoret af geniet Diego Maradona. Efter en dribletur, som han begyndte på egen halvdel, og hvor han snød mere end det halve engelske hold, skød han bolden forbi Peter Shilton i det engelske mål og scorede VM-historiens flotteste mål. Argentina vandt 2-1 og endte efterfølgende som verdensmester.

3. Pelés smukke gennembrud I 1958 var Pelé blot en stor dreng på 17 år, og han begyndte også som reserve. Men undervejs blev den unge brasilianer stamspiller, og i finalen, hvor værterne fra Sverige blev slået hele 5-2, scorede han to mål, og det første symboliserede på perfekt vis, at han skulle blive historiens største fodboldspiller. Først tæmmede han hængende i luften en aflevering med brystet, lobbede derpå bolden over en modstander for til sidst – inden bolden ramte jorden - at flugte den i nettet. I alt har Pelé – som den eneste – været med til at vinde VM tre gange.

4. Gordon Banks magiske redning England tabte godt nok 0-1 til Brasilien i den indledende runde ved VM i 1970 i Mexico, men det var alligevel en englænder, der stod for kampens største præstation. Jairzinho løb til baglinjen i højre side og sendte bolden højt ind i feltet, hvor Pelé hoppede højt og headede bold ned i jorden ude ved den venstre stolpe, men Gordon Banks fik med en superrefleks kastet sig til den rigtige side og slået bolden over overliggeren. En redning, som stærkt har medvirket til, at Gordon Banks har opnået en status som en af tidernes bedste målmænd. Desværre var han ramt af maveonde, da englænderne mødte Vesttyskland i kvartfinalen ved VM i 1970 og – med Peter Bonetti som keeper - tabte 2-3 efter forlænget spilletid.

5. Zinedine Zidane tabte hovedet Der manglede ti minutter af den forlængede spilletid i VM-finalen mellem Frankrig og Italien i 2006, da Zinedine Zidane ikke kunne styre sit temperament. Pludselig knaldede han panden i brystkassen på Marco Materazzi, som væltede omkuld, hvorpå dommeren gav ”Zizou” det røde kort. Efterfølgende vandt Italien straffesparkskonkurrencen, hvor Frankrig altså manglede sin store stjerne, der tidligt i kampen netop havde scoret på straffespark. Men Zinedine Zidane endte ikke som den store skurk. Tværtimod havde mange forståelse for den temperamentsfulde franskmand, fordi han var blevet provokeret. Der florerede mange versioner af, hvad der var blevet sagt. Men denne skulle være den rigtige. Marco Materazzi havde hevet i Zidanes trøje, og franskmanden havde sagt: ”Hvis du så gerne vil have min trøje, kan du få den efter kampen.” Herefter havde Materazzi sagt: ”Jeg vil hellere have din søster, den luder”. Det var Zinedine Zidanes sidste kamp i karrieren, og han blev efter finalen officielt kåret til VM-slutrundens bedste spiller.

Der mangler som bekendt otte meget afgørende kampe ved dette års VM-slutrunde, hvor finalen spilles søndag den 15. juli. Og måske måske byder den næste halvanden uges tid på en eller flere episoder, der kan konkurrere med de ovennævnte øjeblikke?

Facebook
Twitter