Flæskesværsfabrik stopper: Medarbejdere skal se Danmarks VM-kamp sammen

Fodboldkampen ligger midt i arbejdstiden, men medarbejdere får fri til VM-fest.

De blå transportbånd med nylavede flæskesvær bliver i eftermiddag stoppet i to timer på OK Snacks i Ejstrupholm i Midtjylland.

Fabrikken er en af de virksomheder, som i dag har valgt at standse produktionen helt, så medarbejderne kan se Danmark spille mod Australien ved VM i Rusland.

- Vi leverer jo selv vores chips til festen, og fodbold interesserer en stor del af os. Det bliver en stor succes, og det er fint, at virksomheden støtter op om det, siger fabriksmedarbejderen Per Jørgensen til DR Nyheder.

Danmark slog Peru 1-0 i lørdags, og mange så kampen til storskærms-arrangementer og hjemme i stuerne.

I dag må de fleste danske fodboldfans se herrelandsholdet spille midt i arbejdstiden.

OK Snacks HR-chef, Helle Kristoffersen, fortæller, at VM-festen i det midtjyske begynder allerede en halv time før kampstart, hvor der bliver disket op med snacks, VM-kage, øl og sodavand.

- Medarbejderne ville rigtig gerne se fodbold, så i stedet for at de ville have fri, syntes vi, det kunne være hyggeligt at være sammen om det, siger hun.

Det bliver super hyggeligt. For nogle er det måske ikke så spændende, men det er lige så meget det sociale at være sammen i to timer, siger medarbejderen Rune Keller Jensen. (© DR Nyheder)

Får ikke løn under kampen

Da fabrikken både har dag-, aften- og nattehold, skal dagens daghold stemple ud, når kampen starter, så ingen medarbejdere får løn for at se fodbold. HR-chef Helle Kristoffersen håber, at de ikke-fodboldinteresserede alligevel vil blive til festen for sammenholdet og fællesskabets skyld.

Og for fabrikken og andre danske virksomheder kan det vise sig at være en god investering i personalepleje, at der bliver givet fodboldfri. Medarbejderne kan blive mere villige til at strække sig ekstra for firmaet, siger Michael Uhrenholt, der er ledelsesrådgiver i brancheorganisationen Lederne.

- Der kan være en fordel for lederen i at sige til medarbejderen, at I får lov til at se noget fodbold. Så kan det være, at medarbejderne lige bliver en time længere.

Og en fodboldfest kan ydermere give et boost til det sociale fællesskab på en arbejdsplads, mener han.

- Det kan skabe noget sammenhold på arbejdspladsen, at man ser fodbold sammen. Det kan skabe noget lim mellem kolleger, siger han.

Facebook
Twitter