Hareide før svært valg: ’Man er aldrig sikker’

Landstræneren skærer søndag fire spillere fra VM-truppen. Det er ikke sjovt, men det skal gøres, siger han.

Landstræner Åge Hareide skal i dag vælge sine 23 VM-spillere - dermed skal fire spillere sendes hjem. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Søndag er dagen mange danske fans og alle danske landsholdsspillere har ventet på. Landstræner Åge Hareide udtager sin endelige VM-trup på 23 mand, og dermed er der fire navne, som skal skæres fra. Når landstræneren vælger de 23 heldige, er det ikke nogen nem beslutning.

- Nej, man er aldrig sikker. Når man udtager et hold, vil der altid være tanker om, skulle man have gjort noget andet. Men man må skære igennem og tage en beslutning. Det handler om resultaterne. Hvis de ikke kommer, vil der være spørgsmål, uanset om du har valgt de rigtige spillere. Sådan er det. Du er aldrig helt sikker på noget, siger Åge Hareide til DR.

Nemmere uden skader

Inden den endelige beslutning er der især spørgsmålstegn ud for tre spillere, der døjer med småskader: Nicklas Bendtner, Andreas Bjelland og Andreas Cornelius. Hareide ville ønske, at skavankerne ikke havde været en del af kalkulen.

- Det har fyldt alt for meget, for der er også skader inde i billedet. Det havde været nemmere, hvis vi kunne koncentrere os om de raske spillere og skære fra ud fra en vurdering om, hvilke typer vi skal have med, siger Hareide.

- Vi måtte gardere os med spillere, og derfor blev det 27 mand, fordi vi har tre tvivlsomme spillere plus Christian Eriksen, som vi kunne miste med kort varsel. Der har været en daglig diskussion med sundhedsstaben, fokus på træningen, og hvordan vi får dem tilbage i fuld fitness, siger han.

Landstrænerens ansvar

Den norske boss for det danske landshold er fuldt bevist om, at hans endelige beslutning vil få stor betydning for de spillere, som ikke kommer med til Rusland – selvom de alle har fortjent en plads.

- En VM-slutrunde er kun hvert fjerde år. Det er stort for spillerne, og de ser frem til det. De har selv været med til at få os til VM. Det er svært at fortælle dem, at de ikke er friske nok til at være med, eller at vi har valgt noget andet. Det er ikke en god ting for en træner, men det er mit ansvar, så jeg må tage det med, siger Åge Hareide.

Landstræneren vil søndag informere spillerne om sin endelige beslutning, og det forventes, at offentligheden får de 23 VM-navne at høre søndag eftermiddag.