I dag går VM-historiens ældste spiller på banen

Den egyptiske målmand Essam El-Hadary bliver med sine 45 år historiens ældste VM-spiller, hvis han i dag spiller mod Uruguay.

Essam El-Hadary kan juble over titlen som VM-historiens ældste spiller, hvis han kommer på banen i dag. (Foto: MIKE HUTCHINGS © Scanpix)

Han bliver kaldt ”High Dam” – den høje dæmning – med henvisning til den imponerende konstruktion ved byen Aswan i Egypten, som holder styr på de kolossale vandmasser i Nilen.

Når Essam El-Hadary i dag klokken 14 går på banen mod Uruguay som målmand og kaptajn for det egyptiske landshold, bliver det hans opgave at holde den uruguayanske offensiv fra scoringer, og han kan gøre det som den ældste spiller i VM-historien.

Han debuterede for landsholdet for mere end 22 år siden og er i dag 45 år og 152 dage. Essam El-Hadarys holdkammerat, Ramadan Sobhi, var ikke engang født, da El-Hadary første gang vogtede buret for Egypten.

Hvem er dette VMs yngste og ældste spillere? Få overblikket herunder:

Essam El-Hadary er næsten 26 år ældre end turneringens yngste spiller, Daniel Arzani fra Australien, og han har foreløbigt spillet 158 landskampe.

Klubkarrieren er primært foregået i forskellige egyptiske og saudiske klubber, hvor det også er lykkedes Essam El-Hadary at score to mål.

Hvis El-Hadary kommer på banen i dag, må keeper-kollegaen Faryd Mondragon fra Colombia allerede afgive placeringen som den ældste VM-spiller nogensinde. En position Mondragon ellers sikrede sig ved VM i 2014.

Du kan se kampen mellem Egypten og Uruguay direkte på TV2 kl. 14.00 eller følge med live på dr.dk.

Facebook
Twitter