I Sverige drømmer de om sommeren ’94

For fjerde gang i nyere tid spiller Sverige i dag ottendedelsfinale ved et VM, men der har kun været én sommer som i 1994.

Mens det er gode svenske dyder som holdånd, ydmyghed og hårdt arbejde, der har bragt vore blå-gule naboer til eftermiddagens ottendedelsfinale mod Schweiz, var det et nærmest usvensk landshold, som sikrede sig et sæt historiske bronzemedaljer ved VM i USA for 24 år siden.

Offensive esser som Tomas Brolin, Martin Dahlin og Kennet Andersson tilføjede uforudsigelighed til en nation bygget på fodformet kollektivisme og kollisionssikrede Volvo’er.

Svenskerne mindes stadig den unikke generation, som ydmygede Bulgarien 4-0 i bronzekampen, men de bilder sig ikke ind, at det nuværende landshold er gjort af de samme byggesten. Og de ærgrer sig heller ikke.

Björn Nordling er journalist ved SVT og han har fulgt landsholdet tæt siden den sommer, som vækker svenske minder om Tomas Brolins store gennembrud på verdensscenen og keeperen Thomas Ravellis straffesparksredning mod Rumænien.

- Det er stadig stort. Det er det største øjeblik, vi har haft i svensk fodbold i moderne tid. Og for min generation er spillerne fra dengang stadig helte. Jeg kan stadig huske, hvor jeg var i de kampafgørende momenter i 1994.

Hvor bronzeholdet bedst huskes for de offensive profiler og Ravelli i buret, personificeres det nuværende landshold i anføreren Andreas Granqvist, som fra sin position i midterforsvaret skal styre svenskerne forbi Schweiz i ottendedelsfinalen.

Hans højgravide kone kan føde parrets andet barn, hvornår det skulle være, men kaptajn Granqvist har valgt at blive i landsholdslejren. I holdets tjeneste.

- 1994-holdet havde flere individuelle stjerner. Tomas Brolin blev jo virkelig en superstjerne under turneringen. Det nuværende hold er et stærkt kollektiv. Gutterne spiller for hinanden, og vi har ikke en rigtig stjerne. Selvom de også knoklede for hinanden i 1994, havde de større individuel kvalitet, siger Björn Nordling og fortsætter.

- Nu er vi gået tilbage til en mere klassisk svensk tilgang med afklaret rollefordeling og en stærk holdånd. Det har altid været landsholdets største kvalitet.

Holdet fra 1994 (øverst) og holdet fra opgøret mod Mexico ved årets slutrunde. (Foto: Ritzau/Scanpix)

Ved årets slutrunde var Sverige for en kort stund slået ud af kurs efter et demoraliserende nederlag i sidste minut mod Tyskland.

Efterfølgende blev kantspilleren Jimmy Durmaz udsat for en racistisk hetz på sociale medier, da han begik det frispark, som tyske Toni Kroos resolut sendte i mål til en smal og sen 2-1-sejr.

Men dagen efter viste ”nationallaget” det sammenhold, som skal bære holdet i en kvartfinale.

Før træningen tog Durmaz ordet, og med holdkammeraterne som bagtæppe og kor blev der sendt et umiskendeligt signal til tastaturkrigerne:

Vi står sammen, vi er Sverige. Ikke, drenge? Fuck racisme!

- Det er meget svensk, sådan som det nuværende landshold spiller. Dette kollektiv, som arbejder for hinanden, ingen er en stor stjerne. Nogle snakker om, at det er et socialdemokratisk hold igen, som viderefører, hvordan vi har bygget det svenske samfund. Jeg ved ikke, om jeg ville lave den samme politiske sammenligning, men det er uanset hvad et hold, som i højere grad vender tilbage til, hvordan landsholdet oftest har været, fortæller Björn Nordling

Før VM i Rusland fyldte diskussionerne om Zlatan Ibrahimovic’ fravær. De er forstummet under slutrunden, og selv superindividualisten med de bosniske rødder har forsøgt at indgyde sammenhold og stolthed i en tid, hvor tilhørsforhold og nationalfølelser er glohedt stof.

- Jeg er glad for, at jeg er svensk, og jeg kører rundt med det svenske flag. Jeg overtog verden, nu er det Sverige, som overtager verden, siger angriberen til Aftonbladet uden dog på nogen måde at undervurdere egne evner.

Man forventer ikke medaljer i Sverige, men derfor kan man ifølge Björn Nordling jo godt drømme.

- Vi snakker om, at det kunne være en sommer som i 1994. Hvis vi kan slå Schweiz, som ligner en 50/50-kamp, så er lodtrækningen ikke sværere, end at vi kan få en ny ’94-sommer.

Se om Sverige kan slå Schweiz, når TV2 kl. 16 viser ottendedelsfinalen. Du kan også følge opgøret på dr.dk/vm eller i "VM på P3".

Facebook
Twitter