KAMPEN PÅ 1 MIN Argentina videre med det yderste af neglene

Argentina balancerede på en knivsæg, men er videre ved VM efter 2-1 over Nigeria.

Marcos Rojo scorede kort før tid til 2-1 mod Nigeria, så Argentina kom videre ved VM i fodbold.

Argentina vandt tirsdag aften 2-1 over Nigeria ved VM i fodbold og kom akkurat videre til ottendedelsfinalerne.

Det skete efter et stort drama i Sankt Petersborg, hvor argentinerne sikrede andenpladsen i gruppe D med en sen scoring.

Forsvarsspilleren Marcos Rojo blev helten for argentinerne, da han få minutter før tid scorede sejrsmålet til 2-1, der bringer Argentina videre på Nigerias bekostning.

Argentina slutter på andenpladsen med fire point og skal møde Frankrig, der vandt gruppe C foran Danmark.

Danmark skal møde Kroatien, der med et reservespækket mandskab vandt 2-1 over Island og topper gruppe D med ni point efter tre sejre.

Nigeria bliver nummer tre med tre point, mens Island slutter sidst med et point.

Argentinas hårdt pressede landstræner, Jorge Sampaoli, havde skiftet ud på fem pladser efter 0-3-dukkerten mod Kroatien.

Landstræneren satsede på et rutineret hold, der havde en gennemsnitsalder på over 30 år.

Blandt andre var målmand Willy Caballero droppet efter sin kæmpebrøler mod Kroatien, der bragte kroaterne foran 1-0 og satte gang i den argentinske nedtur.

Ind kom i stedet 31-årige Franco Armani til sin debut for Argentina.

Også angriberen Sergio Agüero var blandt de fravalgte, mens Gonzalo Higuain, Angel Di Maria og Ever Banega var blandt de nye ansigter i forhold til Kroatien-kampen.

Efter en meget nervøs start kunne Argentina og Lionel Messi juble efter knap et kvarters spil, da FC Barcelona-stjernen omsider stemplede ind ved VM med sin første scoring.

Og hvilken en, da Messi satte mål nummer 100 ved årets VM ind.

Optakten var en fremragende aflevering fra Ever Banega hen over Nigerias forsvar. Messi tæmmede i fuldt løb bolden med låret, lavede en god førsteberøring med foden og hamrede bolden diagonalt i mål til 1-0.

Jagtede scoring til det sidste

Argentina blev ved med at lægge pres på nigerianerne efter scoringen.

Det skyldtes formentlig også, at en sejr på et mål ikke ville være nok til at gå videre, hvis Island samtidig besejrede Kroatien og dermed ville have en bedre målscore end argentinerne.

Lionel Messi var tændt, og han var tæt på at spille Gonzalo Higuain fri til scoring med en flot aflevering.

Cirka ti minutter før pausen var Messi igen tæt på, da han sendte et udadskruet frispark mod mål.

Nigerias målmand, den blot 19-årige Francis Uzoho, fik det yderste af handsken på, så bolden ramte stolpen.

Med 0-1 ved pausen skulle Nigeria score mindst et mål for at komme videre, og allerede efter få minutter af anden halvleg fik afrikanerne udlignet.

Den argentinske veteran Javier Mascherano dummede sig ved at omklamre Leon Balogun, og så dømte dommer Cüneyt Çakir fra Tyrkiet straffespark til Nigeria.

Det udnyttede Victor Moses sikkert, og med 1-1 var Argentina tvunget til at score igen for ikke at ryge ud af VM.

Spillerne så dog tyngede ud, og tiden begyndte at gå stærkt for sydamerikanerne.

20 minutter før tid var Nigerias Wilfred Ndidi tæt på med en afslutning lige over mål.

Fem minutter senere holdt formentlig samtlige argentinere på stadion og hjemme i tv-stuerne vejret, da Cüneyt Çakir var ude for at se en sekvens igennem på VAR-systemet (Video Assistant Referee).

Argentinas Marcos Rojo havde headet bolden ind på sin egen arm, men dommeren valgte ikke at dømme straffespark.

Kampen bølgede frem og tilbage med chancer til begge hold.

Få minutter før tid kom forløsningen for Argentina, da Marcos Rojo scorede til 2-1. /ritzau/

Facebook
Twitter