Kane efter nederlag i semifinale: 'Det gør meget ondt'

Skuffelsen var tydelig hos Englands Harry Kane, efter at holdet tabte VM-semifinalen med 1-2 til Kroatien.

Harry Kane var en skuffet mand. REUTERS/Grigory Dukor TPX IMAGES OF THE DAY (Foto: GRIGORY DUKOR © Scanpix)

Englændere har siden sejren i VM-kvartfinalen sunget, at fodbold vender hjem til moderlandet.

Sådan blev det dog ikke, da Kroatien blev Englands bøddel i semifinalen. Her vandt Kroatien 2-1 efter en scoring i forlænget spilletid.

Du kan se et sammendrag af kampen her.

Englands anfører, Harry Kane, var efter kampen skuffet over nederlaget, men var samtidig klar over den store bedrift, som det er at nå til semifinalen ved VM.

- Det gør meget ondt, og det kommer til at gøre ondt i noget tid. Men vi kan holde hovedet højt. Det har været en fantastisk rejse. Vi kom længere, end nogen troede, vi ville, siger Harry Kane ifølge AFP.

England bragte sig foran efter blot fem minutter, men Kroatien udlignede kampen efter 68 minutter.

I den forlængede spilletid slukkede den kroatiske angriber Mario Mandzukic de engelske finaledrømme med en kølig scoring.

- Det har været fantastisk at nå til dette punkt, og vi ved, vi har gjort alle stolte. Men vi ønskede at fortsætte og vinde, siger Kane.

- Vi troede, vi lige præcis var gode nok. Vi troede, vi kunne gøre det, siger den engelske topscorer.

Også landstræner Gareth Southgate havde selvsagt håbet, at England kunne nå sin første VM-finale siden 1966.

- I første halvleg var vi rigtig gode, og jeg tror godt, at vi kunne have scoret et mål mere, siger han til ITV ifølge AFP.

Trods nederlaget mener Southgate ligesom Kane, at der er grund til at være stolt.

- Vi skal være stolte af det, vi har opnået. Jeg tror, at ingen kunne have givet mere.

- Vi efterlod alt derude, tilføjer han. England skal nu kæmpe om bronzemedaljer mod Belgien. Den kamp finder sted på lørdag.

Søndag spiller Kroatien VM-finale mod Frankrig.

/ritzau/

Facebook
Twitter