Klaphatten er tilbage: Få historien her

DBU melder tæt på udsolgt af klaphatte. Den rød-hvide kasket med arme og snoretræk blev opfundet i starten af 80'erne.

(Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Når Danmark spiller kampe under VM i Rusland, vil flere danske fans nok være udstyret med et stykke fodboldkulturhistorie på hovedet.

For Dansk Boldspil-Union (DBU) har nemlig valgt at give den gammelkendte klaphat en genfødsel.

- Danmark er med til VM, og vi ved, at fansene elsker klaphatten, så det giver helt sig selv, at vi relancerer den, siger Jesper Lind Andersson, kommerciel direktør i DBU.

Og det er ikke kun blandt DBU's officielle merchandise, at klaphatten har fået sin plads igen. Også Netto har hatten på hylderne og på de bagerste sider i reklamekataloget.

Nettos reklamekatalog indeholder både klaphat, vikingehat og halstørklæde i denne uge.

De danske fans har vist stor interesse for klaphatten, den rød-hvide kasket med to arme og et snoretræk, lyder det fra DBU.

Hvordan går det med salget?

- Det går faktisk godt. Man fristes til at sige for godt. Lige nu er der faktisk stort set udsolgt. Der er enkelte steder, man kan finde klaphatten. Men vi skynder os at producere en masse flere, siger Jesper Lind Andersson.

DBU har indtil videre solgt omkring 25.000 klaphatte.

Han fortæller, at DBU har valgt at sende klaphatten på markedet igen, fordi den vækker gode minder om dansk succes på fodboldbanen hos mange fodboldfans.

- De smiler og fortæller røverhistorier fra gamle dage. Så der er rigtig mange minder og fest og positive vibes omkring klaphatten, siger direktøren.

Jesper Lind Andersson, kommerciel direktør i DBU

Hattemageren fra Amager opfandt klaphatten

Men hvad er egentlig historien om klaphatten? Ja, helt ligetil er det ikke.

Ifølge ordbogen kom ordet klaphat ind i det danske sprog i 1984.

På det tidspunkt var hattemager Rene Sørensen i gang med at producere de første klaphatte - en opfindelse, han i dag har patent på.

- Det begyndte med, at jeg kedede mig, og så havde jeg fået en gammel symaskine og en gammel kommode med nogle remedier i, og så ville jeg lave en sjov hat til SAS, fortæller han.

Hattemager Rene Sørensen har patent på klaphatten, som han opfandt i 80'erne.

Siden er det blevet til mange klaphatte - ikke til flyselskabet SAS, men til de danske fodboldfans. Efter en halv million solgte hatte stoppede Rene Sørensen med at tælle.

- Vi troede på, at det her kunne blive rigtig stort, men som en gimmick – at vi skulle producere rigtig mange på kort tid, og så var det det, siger han.

Hattemageren og civiløkonomen bryder sig egentlig ikke om at fortælle om sin livslange forhold til klaphatten. For det har ikke altid været nemt at være manden bag klaphatten.

- Mine drenge har altid syntes, at det var en dum ting at have fundet på, siger han.

Men nu har de taget den til sig, lyder det fra hattemageren fra Amager. Det samme har DBU, og det vækker glæde.

- Jeg har det super med, at hatten er tilbage. Jeg føler aldrig, den har været væk, men udefra kan jeg godt se, at det virker sådan, siger han.

Om selve sin opfindelse lyder det:

- Jeg synes ikke, hatten som sådan er særlig genial. Det er trods alt to hænder syet på en baseballkasket.

Og så kan Rene Sørensen blive vred, når andre tager æren for opfindelsen - for det sker.

  • I 1985 havde danske fodboldfans i Moskva klaphatten på, inden de skulle se kamp på Moskvas Leninstadion, hvor alkohol var forbudt. Foto: DR
  • I 1992 fortalte DR's nyheder, at det var umuligt at opdrive en klaphat i souvenir-butikkerne. Men reporteren fandt en på Den Lille Havfrue.
  • Tv-ærten Hans Bischoff havde også taget klaphatten på i 1984. "På onsdag er der fodboldlandskamp. Glade mennesker er i øjeblikket i fuld gang med at fabrikere nogle klaphatte i den anledning. Sig ikke, at dansk erhvervsliv mangler opfindsomhed", lød det.
1 / 3

En anden vil også have del i løjerne

I Aalborg sidder nemlig multikunstneren Peter Wendelboe, som mener, at han og hustruen fandt på at sy to arme og en snor på en truckerkasket og sælge den i starten af 1980'erne som det, der senere fik navnet klaphat.

Idéen kom fra udlandet, hvor de havde set en lignende hat, og så fik de unge piger til at sy den efter tegninger i alle mulige farver, så de kunne sælge den i deres forretning i Nørregade i Aalborg.

- Det var ikke med henblik på fodbold. Jeg er ikke fodboldinteresseret. Jeg vidste ikke noget om fodbold, siger kunstneren.

Ifølge Peter Wendelboe lancerede andre producenter også klaphatte, og det var deres hatte som blev til egentlig fodboldhatte i rød-hvide farver.

- Jeg synes, det er skægt nok, at sådan en gammel sag, der oprindeligt kommer som en morsom hat i alle farver, nu er blevet et ikon for fodbold med DBU’s logo på, siger han.

Klaphatten findes i flere farver. Her er EU-kommissionens tidligere formand Jose Manuel Barroso iført en EU-klaphat. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Din klaphat

Og så skal det da også med, at ordet klaphat faktisk har flere betydninger.

For udover at være en rød-hvid kasket, så er det også et skældsord, der bruges på lige fod med fjols eller idiot.

Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) iført klaphat i slutningen af 1980'erne eller starten af 1990'erne. (Foto: ukendt © Scanpix)

- Vi synes, det er tudetosset, og vi synes, de har været nogle klaphatte i det her forløb, sagde Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen i 2012, da den røde regering droppede planerne om en betalingsring rundt om København.

Det afskrækker ikke DBU's kommercielle direktør at sælge et produkt, som også bruges som nedsættende udtryk på linje med fjols eller idiot.

- Jeg kender godt udtrykket. Jeg har ikke hørt, at det skulle have været forbundet med den konkrete klaphat, siger han.

- Hver gang jeg har set folk omtale en klaphat i fodboldsammenhænge, eller de ser den, kommer der et smil på deres læber. Så jeg oplever kun de positive ting.

De danske håndboldkvinder var iført klaphatte og flag, de kørte i veteranbus efter at have vundet EM i håndbold i 1994. (Foto: Bent K Rasmussen © Scanpix)

Og inden historien om klaphatten slutter, skal det med, at ordet klaphat faktisk også dækker over en høj, sort herrehat, som man så dem i gamle dage, hvor pulden, altså den øverste del af hatten, kan trykkes ned med en fjedermekanisme.

Men det er vist en anden historie.

Danmarks første kampe:

  • Lørdag den 16. juni klokken 18: Peru – Danmark (TV2)

  • Torsdag den 21. juni klokken 14: Danmark – Australien (TV2)

  • Tirsdag den 26. juni klokken 16: Danmark – Frankrig (DR1)

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk