Danmark har noget særligt med til den kommende VM-slutrunde i fodbold.

Noget, som en stor del af de andre lande ville ønske, de havde. Landstræner Åge Hareide råder nemlig over en regulær verdensstjerne på sit hold.

Det stod endegyldigt klart for mig på en minderig novemberaften på Aviva Stadium sidste år. Sammen med medkommentator Kenneth Møller Pedersen havde jeg inden det andet playoffmøde med irerne gået rundt i Dublin og frygtet en tæt og lukket kamp, hvor et enkelt mål nok skulle afgøre, hvilken af de to nationer, som skulle til Rusland.

I stedet kørte Christian Eriksen med brutal ynde hen over hjemmeholdet i en sådan grad, at de irske fans omkring vores kommentatorboks til sidst regulært overgav sig til aftenens store danske gæstedirigent, rejste sig op, klappede af ham, slog os på skulderen og ønskede os – og Eriksen - held og lykke til VM. Sådan en spiller havde de ikke selv.

Not even close.

Jeg husker især krystalklart det sidste af Eriksens tre mål i kampen. Det var en løs bold i feltet, som de fleste havde forsøgt at placere forbi målmanden, men Danmarks nummer 10 valgte i stedet med nærmest arrogant selvtillid at knalde bolden op i hjørnet med nogenlunde samme lethed, som når vi andre lægger havregryn i kurven i et supermarked.

Eriksen var gennem hele VM-kvalifikationen stemplet ind som landsholdets frontfigur og var blevet en helt anden landsholdsspiller, end man havde set tidligere. Men den foreløbige kulmination var den aften i Dublin, der vil blive husket som kampen, hvor Christian Eriksen for alvor viste verdensklassen i de rød-hvide farver.

Historien til toppen har imidlertid langt fra været et direkte højhastighedstog fra fynske Middelfart til VM-banerne i Rusland. Det har været en udvikling med flere stop undervejs. Både når det gælder det spillemæssige, men så sandelig også for personen Christian Eriksen.

Debut i Østrig

Jeg kan fotografisk tydeligt huske, da han skulle debutere på landsholdet i marts i 2010 i Wien.

Der på Ernst Happels store stadion stod den her 18-årige dreng, som allerede var helt vildt hypet gennem medierne, hvor især Ekstra Bladet reelt kørte kampagne for, at landstræner Morten Olsen skulle bringe unge Eriksen på A-landsholdet inden det kommende VM i Sydafrika.

Træningen på stadion dagen før kampen står især printet ind i nethinden på mig. Eriksen ankom til den sædvanlige mixed zone med interview inden øvelserne og mødt af otte-ti ikke særligt farlige danske journalister, som blot ville høre lidt om tankerne hos den kommende debutant.

Han lignede i det øjeblik en 12-årig, som var blevet fanget inde i Jurassic Park med spotlyset på sig omringet af en masse gigantiske fortidsøgler.

Frygten var tydelig i hans øjne, og han anede reelt ikke, hvad han skulle sige til os, og flere af os tænkte dengang, at han nok var nødt til at komme en anelse ud over rampen personlighedsmæssigt for at blive en af verdens bedste fodboldspillere.

Det har han så gjort – men primært gennem sit fodboldspil. Og selv om han kun fik kort tid på banen i en ellers aldeles ligegyldig kamp mod østrigerne aftenen efter, så kunne man se, at knægten havde noget særligt over sit touch og sine vendinger. Og i fodbold er det (heldigvis) stadig fødderne, som skal tale mest.

Det var nu kun i glimt i starten af landsholdskarrieren, at fødderne for alvor fortalte os gyldne historier, når det gjaldt kampene i rødt og hvidt.

Forventningerne steg ellers stødt, især efter en speciel kamp 11 måneder efter debuten i Wien. Her gjaldt det igen en testkamp, denne gang mod England, og oppe på Parkens pressepladser var vi en del, der den aften både tænkte og sagde det lille fine udtryk: Wow!

Vi vidste godt, at Eriksen fra Ajax havde potentiale, men de ting, han viste i den kamp, var alligevel ikke noget, som kommer ved hver årgang i dansk fodbold. Ja, eller i mange andre lande for den sags skyld.

Det var så også der, at forventningerne til ham gik kraftigt i vejret. Kampen mod England gav nogle løfter – og nok de rigtige flueben hos talentspejderne fra hans kommende arbejdsgiver i Premier League, men det var i landsholdssammenhæng måske også en smule for tidligt, fordi det tog stadig Eriksen omkring fem år, før han for alvor indfriede forventningerne i de vigtige kampe.

Forkrampet afslutning med Morten Olsen

Den sidste tid under Morten Olsen var faktisk decideret forkrampet. Eriksen følte tydeligt et til stadighed voksende pres for at blive lige præcis den afgørende spiller på landsholdet, som alle ønskede. Men det lykkedes ikke, og igen har jeg et helt særligt øjeblik på nethinden på vej til en udekamp i Portugal.

Vi fløj med spillerne, og ved bagagebåndet stod Eriksen og sludrede med en holdkammerat. Sandsynligvis om en ny tv-serie, om kæresterne, eller hvad unge mænd nu ellers taler om ved et bagagebånd, men de blev afbrudt af landstræner Olsen, der lige ville snakke taktisk med sin offensive profil.

Christian Eriksen lyttede naturligvis, men hans blik virkede sat på standby. Tomt. Det er intet ondt ment mod Morten Olsen, som mere end nogen anden også ønskede, at Eriksen skulle lykkes, men noget i deres samarbejde virkede låst mere fast end en moderne hipster-ladcykel på Vesterbro.

Af samme årsag tror jeg, der skete nogle særdeles vigtige ting under Hareide, lige da nordmanden var trådt til som landstræner med sit første og største fokusområde formuleret meget klart:

Sæt Eriksen i scene – så skal resten nok gå.

Det var en periode med basis for lidt sjældent ubekymret boldspil. Danmark var – som bekendt – ikke kvalificeret til EM-slutrunden i Frankrig i sommeren 2016, og i stedet bød det første halve år under Hareide på træningskampe og en fuldstændig ligegyldig træningsturnering i Japan, Kirin Cup.

Anders And Cup, kunne den lige så godt have heddet. Ingen så alligevel med.

Men for Eriksen og det danske landshold betød den alligevel noget. Her scorede han blandt andet sit første hattrick for Danmark i en kamp mod Bulgarien, og turneringen i Japan blev afgørende, netop fordi den ikke betød noget som helst på den anden side af jorden med minimal bevågenhed.

Fantastisk start med Åge

Den nye norske ’onkel bedstefar’ havde givet rød stue ’fri leg’, de danske spillere hyggede sig på og uden for banen – og Eriksen valgte selv, hvem der skulle være i midten.

Noget var i hvert fald anderledes, da VM-kvalifikationen mod slutrunden i Rusland begyndte i september 2016. Allerede på hjemmebane mod Armenien i åbningsrunden scorede Christian Eriksen sit første virkelig vigtige mål for landsholdet. Til 1-0. Matchvinder. Endelig. I sin landskamp nummer 63.

Det mål var afgørende for ham. Han begyndte i mine øjne derfra at vokse ind i den rolle, hvor vi ser ham i dag som kampafgørende og uundværlig for landsholdet.

Christian Eriksen har været en del af det danske landshold i 78 kampe, men før denne kvalifikation var det ikke ham, som var symbolet på holdet. Det er han blevet nu. Både holdkammerater og modstandere kigger ikke bare ofte, men altid i hans retning, når kampen skal afgøres. Han står øverst på taktiktavlen. I begge omklædningsrum.

Det har Christian Eriksen haft svært ved at håndtere i tidligere i karrieren. Han kommer ikke med Diego Maradonas vrede, Cristiano Ronaldos higen efter opmærksomhed eller Zlatans sindssyge selvtillid, men i takt med den sportslige udvikling er også den stille fynbos personlighed udviklet.

Det er i den sammenhæng vigtigt at sige, at Christian Eriksen selvfølgelig er en fantastisk fodboldspiller med et helt særligt talent, men han er på ingen måde en naturlig stjerne.

Tværtimod virker han fra naturen som en genert, ydmyg og en meget velopdragen dreng fra Fyn, der tilfældigvis er så sindssyg god til at spille fodbold, at han er blevet placeret i en verden, der er decideret vanvittig med millionlønninger, hurtige biler og et abnormt behov for stjernestøv og lige så hurtige overskrifter.

Kommet for at blive

Efterhånden har han lært at leve i den verden. At navigere rundt i vanviddet. Jeg tror, at det først er nu her, hvor han har rundet 50 landskampe, fået nogle slutrunder under bæltet og spillet en masse Premier League-kampe, at han er klar til at træde i karakter gennem netop den erfaring og udvikling som menneske. Han er ikke længere en skræmt skoledreng, når der står 8-10 dårligt klædte danske sportsjournalister og ønsker svar på nogle spørgsmål.

Og nu står og falder det hele så med ham i Rusland. Christian Eriksen. 26 år gammel. Nybagt far. Det er alle klar over. Forskellen på et dårligt og et godt VM handler om Christian Eriksen. Danmark kan sagtens spille både dårligt og middelmådigt med og uden ham, men vi kan kun få et rigtig godt VM, hvis Eriksen også har det.

Det er sandheden om det danske fodboldlandshold.

Hvis man kigger på hele den mellemgruppe af hold til VM, der ligger under slutrundens syv-otte største nationer, så er Danmark et af de få lande, som har en sådan en spiller. Det er i sagens natur et kæmpe plus for et hold, men man er så også afhængig af, at stjernen leverer varen. Han er lige så vigtig for Danmark i 2018, som Sverige var af Zlatan i 2016. Og det gik ikke ret godt.

Christian Eriksen er dog kommet for at blive. Han er stadig så ung og med så meget potentiale og helt unik erfaring, at der er rigtig meget i ham endnu. Når han bliver præsenteret på forsiden af de spanske aviser som emne for topklubber som Real Madrid og FC Barcelona, vidner det om, at han er nået et niveau, hvor han er til at regne med hver kamp. Ikke kun i udvalgte testkampe uden point på spil.

Han var der hele vejen igennem VM-kvalifikationen, og derfor er jeg også sikker på, at det langt fra er sidste gang, vi ser ham komme glidende på sine knæ i sin sædvanlige jubelscene. Forhåbentlig sker det allerede i de kommende uger i Saransk, Samara og Moskva.

Og selv, hvis VM ikke går, som vi håber (og tror), så skal han nok være der i Nations League, EM-kvalifikationen, slutrunden i 2020 på hjemmebane og til VM i Qatar i 2022. Den danske verdensstjerne er i høj grad kommet for at blive.

Han står stadig midt i projektørlyset, men han er ikke skræmt længere.